Ganske nødvendigt.
Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkeparti og Venstre, efter at et internt arbejdspapir fra regeringen er blevet lækket.
Dokumenterne viser, at regeringen lægger op til at afsætte en milliard kroner frem mod 2018, så kræftsygdomme kan blive opdaget tidligere. I alt vil regeringen ifølge det foreløbige udspil afsætte fem milliarder kroner på sundhedsområdet.
- Det glæder mig meget, at der kommer flere penge til sundhedsområdet, hvor det halter på mange områder specielt på kræftområdet. Vi har brug for hurtigere at få opdaget kræftsygdomme, men det er ikke nok. Behandlingstiderne skal også gøres langt hurtigere, siger sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, Liselott Blixt.
V: Det skal være ambitiøst
En del af det foreløbige udspil er, at praktiserende lægerne skal være hurtigere til at opdage sygdommen, og her afsættes der penge til at mindske den tid, der tabes mellem den første mistanke om kræft og den endelige diagnose.
Regeringen lægger op til, at den praktiserende læge skal have lettere adgang til at henvise direkte og bestille tid til undersøgelser på sygehuset inden for ganske få dage.
Det foreløbige arbejdspapir lægger herudover også op til, at antallet af patienter, der overlever en kræftsygdom, skal stige med 25 procent frem mod 2025.
Det svarer til, at syv ud af 10 kræftpatienter fortsat er i live fem år efter, at kræftdiagnosen er stillet. Det vil i så fald betyde, at cirka 5.000 flere patienter om året overlever i minimum fem år efter, at de har fået kræft.
Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, vil afvente det endelige udspil fra SR-regeringen, før hun kommer med den endelige dom.
Alligevel er hun nervøs for, at planerne ikke er ambitiøse nok.
- Det er som udgangspunkt nogle glimrende initiativer, regeringen barsler med, men vi frygter, at de er ikke ambitiøse nok. Man skal huske på, at pengene bliver afsat over fire år, så vi er stadig bekymrede over, om der bliver afsat penge nok til at gøre noget ved de store problemer, vi har med kræftsygdomme i Danmark, siger Sophie Løhde.