Man må gerne komme med ønsker. Men sikkerhedsnettet er, som det skal være.
Sådan siger De Radikale på partiets sommergruppemøde, efter at både SF og Enhedslisten igen har lagt pres på regeringen for at ændre dagpengereglerne.
Frem mod efterårets vigtige finanslovforhandlinger er dagpengespørgsmålet et varmt emne hos støttepartierne, men den radikale leder, Margrethe Vestager, efterlader ikke de to partier meget håb for nye ændringer.
- Uden at afsløre for meget om, hvad der foregår ved forhandlingsbordet, så er der jo ikke noget taleforbud. Man må sige, lige hvad man vil. Jeg er så helt enig i statsministerens måde at håndtere det på, nemlig at hvis man skal lave tingene om, så skal man gøre det på et solidt grundlag, siger Margrethe Vestager.
Hun henviser til, at regeringen vil afvente konklusionerne fra en nedsat dagpengekommission.
Flere er faldet ud
Dagpengereformen trådte i kraft i 2012 og betød blandt andet en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år, og at genoptjeningsperioden gik fra 26 uger til 52 uger.
Dengang vurderede man, at 2-4000 ville falde ud af dagpengesystemet i 2013, men det år faldt 33.000 personer ud af dagpengesystemet. Nu vurderer AK-Samvirke, at tallet vil stige til 60.000 personer ved udgangen af 2015.
Indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager fastholder, at regeringen har taget de nødvendige tiltag.
- Vi vil gerne, at man får et arbejde. Vi synes, at der har været en meget stor pil, der har peget mod vores beskæftigelsessystem, siger Margrethe Vestager og henviser til den for nyligt vedtagne beskæftigelsesreform.
Uanset tallet mærker vi det
Den radikale skatteminister Morten Østergaards svar til dem, der ifølge a-kasserne står til at falde ud af dagpengesystemet, er, at også andre offentlige ydelser er tilgængelige.
- Vi mener, at vi har taget hånd om situationen omkring indfasningen, i øvrigt sammen med SF og Enhedslisten. Dem, der blev berørt af den abrupte indfasning, har fået nogle andre muligheder.
- Og så er der jo et kontanthjælpssystem, som i mellemtiden også er blevet reformeret, og som også står til rådighed, siger Morten Østergaard på partiets sommergruppemøde i Nyborg.
Men udsigten til, at op mod 60.000 personer ved udgangen af 2015 kan miste retten til dagpenge gør indtryk, siger Vestager.
- Uanset hvad tallet er, så er det klart, at vi er bekymrede over mennesker i en vanskelig situation. Uanset hvad tallet er, så kan vi da mærke det. Der vil altid være nogen, der kender nogen, eller har en i sin familie, som er i en vanskelig situation.
SF: Vestager tager ikke modet fra os
Selv om De Radikale ikke ligefrem lægger op til at snakke om dagpenge i finanslovforhandlingerne, så håber SFs formand, Pia Olsen Dyhr, stadig på flere ændringer.
Hun understreger, at SF stadig har det som hovedkrav, at dagpengereglerne skal lempes.
- Vestager tager modet fra de op mod 40.000 personer, som indtil videre har mistet retten til dagpenge. Mens SF sad i regeringen, lavede vi en mildere indfasning af dagpengeperioden, og det var godt. Men vi er stadig ikke i hus med at få folk tilbage i dagpengesystemet, siger Pia Olsen Dyhr.
SF-lederen mener ikke, at De Radikale forstår alvoren.
- Vi er optaget af, at der skal findes løsninger her og nu. Ikke når dagpengekommissionen kommer med deres forslag i årsskiftet 2015/2016, og der viser alle tal jo, at det er 60.000, der falder ud af systemet. Det er rigtige mennesker, og vi skal finde løsninger nu, siger Pia Olsen Dyhr.