GRAFIK Konservativt mandatdyk siden Schlüter

De Konservative har været i en årelang krise, siger DR Nyheders politiske redaktør, Uffe Tang.

De Konservative formænds bedste valg siden tidligere statsminister Poul Schlüter.

Siden tidligere statsminister Poul Schlüters store sejr ved folketingsvalget i 1984, hvor De Konservative fik 42 mandater, er partiets størrelse på Christiansborg raslet ned.

Lars Barfoed, der onsdag aften valgte at trække sig som politisk leder, efterlader et parti med 8 mandater.

- De Konservative har været i en årelang krise, siger DR Nyheders politiske redaktør, Uffe Tang.

Hånede 'Mr. 10-percent'

I tiden efter Poul Schlüter havde partiet en drøm om igen at blive et parti, der kunne overtrumfe Venstre, forklarer Uffe Tang.

Men De Konservative har kæmpet med interne magtkampe, som flere gange har været ved at rive partiet fra hinanden.

- Man grinede af Bendt Bendtsen og kaldte ham 'Mr. 10-percent', fordi man mente, at De Konservative skulle være meget større. Men genrejsningen har ikke været nogen nem opgave, siger DR Nyheders politiske redaktør.

For mange standpunkter

Ifølge Uffe Tang bløder partiet, fordi de ikke har været dygtige nok til at holde en fast linje for partiet.

- Det har været et parti, der ville gøre noget for at nedsætte skatterne, et parti, der ville gøre noget for erhvervslivet, et parti, der ville være der for familierne, og så har de endda også forsøgt sig med at være et parti, der ville gøre noget for de offentligt ansatte, forklarer han.

Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen ser ud til at blive Lars Barfoeds efterfølger.