VIDEO Barfoed: Jeg har overvejet at gå i et halvt år

De konservatives formand har i lang tid vurderet, at det var bedst at stoppe. Viborgs borgmester, Søren Pape, tager over som partiets politiske leder.

Det er især den manglende vælgeropbakning, der her til aften har fået Lars Barfoed til at trække sig som partiformand for de konservative.

I en længere periode har Barfoed overvejet, om han var den rette til opgaven:

- Jeg har i det sidste halve år i stigende grad vurderet, at det ville være det rigtige at gå af, siger Lars Barfoed til DR Nyheder.

Helt tilbage i juni måned bad Barfoed den konservative borgmester i Viborg, Søren Pape, om at overveje opgaven som formand, og Pape træder formentlig til som politisk leder i morgen.

- Han er fantastisk til at formulere konservative synspunkter, så de er til at forstå, siger Barfoed.

Da du trådte til var det meningen, at du skulle skaffe 10 procent i meningsmålingerne:

- Vi er ikke nået dertil. Jeg plejer at sige, lidt i spøg, alt går godt, undtagen meningsmålingerne, siger Lars Barfoed og peger på pæne resultater til både kommunalvalg og europaparlamentsvalget.

- Det er et godt tidspunkt at give lederskabet i Det Konservative Folkeparti videre. Vi har nu stabilitet i meningsmålingerne, og nu bliver der også fornyelse.

Barfoed bliver selv i folketingsgruppen, og stiller også op til næste folketingsvalg.

Se hele interviewet med Lars Barfoed i videoen over artiklen. Klik på play.