Socialdemokratiet beskylder Venstre for ikke at have råd til at give den række skattelettelser, som Venstre tidligere har lovet.
Men den udmelding kalder Venstres erhvervsskatteordfører og formand for skatteudvalget, Mads Rørvig, for et desperat forsøg på at "føre skræmmekampagne mod Venstre", da han ikke mener, at Socialdemokratiets regnestykke hænger sammen.
- Vi kan jo ikke afskaffe alle regeringens dårligdomme den første dag, vi skulle komme til magten, hvis vi får flertallet efter næste valg.
- Vi må jo prioritere det i den rækkefølge, som vi synes, at de initiativer, som vi vil lancere eller rulle tilbage, er relevant, siger Mads Rørvig.
S-analyse kritiseres af professor
Socialdemokratiet har bedt embedsmænd regne på en række skatteudtalelser fra Venstres top for at se, hvad det samlet vil komme til at koste, skriver Berlingske i dag.
Her har resultatet været, at der angiveligt skulle mangle 370 millioner kroner i finansiering, når man sammenligner Venstres foreslåede finansieringskilder med de løfter om eksempel genindførelse af håndværkerfradraget samt en sænkning af selskabsskatten.
I Berlingske kritiserer økonomiprofessor på Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen dog Socialdemokraternes udregning for at have glemt at indregne de såkaldte dynamiske effekter, som eksempelvis adfærdsændringer - noget Socialdemokratiet selv regner med i sine planer.
Skat er bare ét instrument
Socialdemokratiets kritik går blandt andet på, at Venstre ikke vil have råd til at sænke skatte i bunden, som partiets formand Lars Løkke Rasmussen har proklameret.
Men målet handler ifølge Mads Rørvig om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, og her er skatten bare ét ud af flere instrumenter. Andre instrumenter kunne være genindførelsen af 225 timers reglen og starthjælpen.
- Hvis vi genindfører det, vil det bedre kunne betale sig at arbejde samtidig med, at det faktisk også vil give penge i kassen, men det har man meget belejligt valgt ikke at medregne i de udgifter, som man stiller op. Så regnestykket er altså lidt mere nuanceret, end Socialdemokraterne fremstiller det her, siger han.