VIDEO S i offensiv mod Venstres skatteløfter

S har fået embedsmænd til at regne på V-forslag på skatteområdet, og konklusionen er, at der ikke som lovet er råd til lettelser i bunden.

S sætter nu en offensiv ind mod Venstres skattepolitik. Partiet har fundet skatteudtalelser fra V-topfolk og fået embedsmænd til at regne på, hvad det vil koste, skriver Berlingske.

På den baggrund beskylder S-skatteordfører Thomas Jensen nu V for at komme med ufinansierede skatteløfter og henviser til, at partiets finansiering ikke rækker til de skatte­lettelser i bunden, som Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, har som topprioritet.

S har fundet frem til, at Venstre har fremlagt finansieringskilder for i alt 24,4 milliarder kroner. Pengene skal komme fra nulvækst i det offentlige forbrug frem mod år 2020, lavere udviklingsbistand og besparelser i DSB.

Der mangler 370 millioner

Socialdemokraterne har herefter holdt det tal op mod ledende venstrefolks udtalelser om alt fra sænkning af selskabs­skatten fra 22 til 20 procent og genindførelse af håndværker­fradrag i alle danske hjem, som er fremført i denne valgperiode.

Resultatet er, at Venstre mangler 370 millioner kroner, før partiet er nået til at give de lettelser i bunden af indtægtsskalaen, som Løkke kalder en 'prioritet', skriver avisen.

Se et klip med Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen fra DR2 Nyheder lørdag morgen øverst i artiklen. Klik på play.

/DR Nyheder/