Presset på regeringen og især Socialdemokraterne for endnu engang at kigge på reglerne for dagpenge inden et valg tager til i styrke.
I et opråb til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i Berlingske kræver to socialdemokratiske københavnske vestegnsborgmestre handling.
- Vi kan ikke vente til en kommission først om halvandet år bliver færdig med sit arbejde, siger de to borgmestre, Ole Bjørnstorp fra Ishøj og Ib Terp fra Brøndby.
- Problemet skal ikke syltes
Den halverede dagpengeperiode fra fire til to år rammer de to kommuner hårdt. En undersøgelse fra 3F har vist, at 16 procent af de arbejdsløse i Ishøj mistede deres dagpenge sidste år, mens tallet er på 14 procent i Brøndby.
- Regeringen skal gøre noget her og nu - i stedet for at sylte problemet i en dagpengekommission, siger borgmester i Ishøj Ole Bjørnstorp.
30.000 har mistet dagpengeret
Det er ikke muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Ministeriet anslog, at mellem 2.000 og 4.000 ville miste dagpengeretten i 2013 på grund af de nye regler, men det viste sig, at tallet var flere end 30.000.
/DR Nyheder/