Beskæftigelsesreformen, som regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative i aftes blev enige om, skal stoppe meningsløs aktivering og sikre uddannelse til ledige.
Beskæftigelsesindsatsen er ofte blevet kritiseret for at være for dyr og for dårlig, fordi der ifølge partier i både rød og blå blok har været for stort fokus på aktivering og pipfuglekurser, der ikke hjælper ledige i job.
- Vi er enige om en markant anderledes beskæftigelsespolitik, hvor der lægges vægt på uddannelse og opkvalificering af færdigheder. Vi afskaffer den gentagne aktivering og fremover vil beskæftigelsesindsatsen tage udgangspunkt i det enkelte menneske, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
K gik med i aftale
Regeringen og Venstre indgik tirsdag aften en rammeaftale for en beskæftigelses- og vækstreform, og det var Konservative stærkt utilfreds med. men partiet valgte dog alligevel at gå med i reformen, så den kan træde i kraft før et kommende valg.
Ifølge Ritzaus oplysninger betyder det ikke, at Konservative vil give sig i forhandlingerne om vækstplanen og slagsmålet om højere bundskat, som skal medfinansiere en afskaffelse af brændeafgiften.
Konservative fik tilføjet til aftalen, at g-dagene skal sænkes med 60 millioner kroner.
Virksomheder sparer penge
- Det gør lettere for virksomhederne at hyre, og det vil skabe større mobilitet og komme de ledige til gavn, siger arbejdsmarkedsordfører, Man Mercado.
G-dage er dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren. Bliver du bliver ledig, skal din arbejdsgiver betale op til tre ledighedsdage svarende til dagpenge, hvis du er medlem af en a-kasse, når du fratræder din stilling.
/ritzau/