Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen får ikke flere svin i Danmark.
I hvert fald ikke i forbindelse med den vækstplan, som regeringen og flere partier lige nu forhandler om.
- Regeringen sagde i første omgang nej, og så præsenterede vi et par justerede modeller, som de også sagde nej til, siger Kristian Jensen, næstformand i Venstre.
Han understreger, at Venstre flere gange lagde grisene på forhandlingsbordet.
Flere svin er et ønske fra Venstre, som de præsenterede på Folkemødet på Bornholm i weekenden.
Her foreslog Lars Løkke Rasmussen, at danske landmænd skal have lov til at producere en million flere svin om året.
Opgiver ikke grise
At flere grise ikke er en del af vækstplanen, får dog ikke Venstre til at opgive. Partiet vil nu forsøge sig med et møde hos erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S), fordi flere grise skal give flere arbejdspladser.
- Når fagforeningerne siger, at det kan sikre op til 2000 arbejdspladser, så har vi ikke råd til at lade være, siger Kristian Jensen.
S: Ikke uden miljøpåvirkning
Men. Og sådan et er der hos Socialdemokraterne.
For man kan ikke bare sætte en million flere svin i verden, uden det går ud over miljøet. Det siger Jens Joel, klima- og energiordfører hos Socialdemokraterne.
- Det har en miljømæssig konsekvens, så man kan ikke gøre det, uden at det koster på miljøområdet, siger Jens Joel.
Han mener ikke, at antallet af svin er problemet.
- Det, vi mangler, er ikke grise, men grise, som ikke bliver kørt til Tyskland for at blive slagtet. At man får lov til at have flere svin, ændrer ikke på det regnskab, siger Jens Joel.
Forhandler videre
Tirsdag aften præsenterede SR-regeringen og Venstre en såkaldt ramme for en række politiske aftaler, der blandt andet tæller en beskæftigelsesreform og en vækstplan.
Det betyder, at de to parter nu er enige om den overordnede skitse til forårets store reformer, som i disse dage forhandles på plads - formentlig også med flere andre partier.
Både en beskæftigelsesreform, en vækstplan og dele af et tidligere energiforlig skal forhandles på plads.