Populært håndværkerfradrag er ikke med i vækstaftale

Venstre er ikke kommet igennem med kravet om at bevare håndværkerfradraget i forbindelse med vækstaftalen.

Det lykkedes ikke Venstre at få håndværkerfradraget med i vækstaftalen. (Foto: © Bjarke Feldt- DR, DR)

Det populære håndværkerfradrag, også kaldet boligjob-ordningen, er ikke en del den aftaleramme, som regeringen og Venstre i går blev enige om efter intense forhandlinger.

Venstre har ellers haft en forlængelse af fradragsordningen, der udløber til nytår, med til forhandlingerne om en vækstaftale, fordi den ifølge partiet skaber arbejdspladser.

- Det var ikke muligt at få lydhørhed for forslaget ved det her bord, men så er der heldigvis andre borde senere, siger Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

Krav til finanslov

Venstre vil nu tage kravet om en forlængelse af ordningen med til forhandlingerne om næste års finanslov.

- For Venstre vil det være en hovedprioritet i efterårets finanslovsforhandlinger, at boligjobordningen overlever, siger Lars Løkke Rasmussen.

Midlertidig ordning blev forlænget

Boligjobordningen blev indført i 2011 som en midlertidig forsøgsordning. Den giver mulighed for skattefradrag af udgifter til arbejdsløn i forbindelse med service eller vedligeholdelse af hjemmet.

Man kan maksimalt trække 15.000 kr. pr. person fra.

Ifølge Dansk Byggeri sikrer ordningen 5.000 job.

Alligevel har regeringen lagt op til ikke at forlænge den.

- Det er ikke fordi, at vi ideologisk er imod det, men det er fordi, vi bruger rigtig mange af skatteborgernes penge på ting, som under alle omstændigheder ville være blevet gjort ude i hjemmene. Så det er altså ikke med i vores vækstplan, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun i maj fremlagde regeringens bud på en vækstpakke.