Erhvervslivet uenige om vækstplan

Rammeaftalen fra vækstplanen roses i Dansk Industri, mens Dansk Erhverv gerne havde set en mere ambitiøs plan.

Karsten Dybvad, der er direktør i Dansk Industri, er meget tilfreds med rammeaftalen for vækstplanen. (© DR)

Regeringen og Venstres nye såkaldte rammeaftale om den kommende vækstplan møder anerkendelse i dansk erhvervsliv, men nogle organisationer så dog gerne, at parterne havde været mere ambitiøse.

I alt er man enige om mere end 90 initiativer, der skal styrke produktivitet og konkurrencekraft.

- Uambitiøst

Der gennemføres PSO-lempelser for samlet 13,2 milliarder kroner frem mod 2020, mens forsyningssikkerhedsafgiften tilbagerulles, og de administrative omkostninger for virksomhederne reduceres.

Men det er ikke nok, lyder det fra Dansk Erhverv, der arbejder for at skabe optimale konkurrencevilkår for handels- og servicesektoren.

- Regeringens oprindelige udspil var for uambitiøst, og det er kun blevet en smule bedre. Retningen er den rigtige, men man vinder ikke et kapløb ved at tage så små skridt.

- Vi havde gerne set en mere ambitiøs vækstplan til gavn for hele erhvervslivet og ikke kun udvalgte sektorer, siger direktør Jens Klarskov, Dansk Erhverv, i en kommentar.

Roser fra industrien

Parterne har forhandlet over de seneste tre dage og forventer, at aftalen vil gøre det lettere og billigere at drive virksomhed i Danmark, hvilket skal styrke væksten.

Den udlægning er man enig i hos Dansk Industri, der er erhvervsorganisation for danske virksomheder.

- Vi har efterlyst en vækstpakke med ambitioner for Danmark, og regeringen og Venstre har lyttet. Der er slet ingen tvivl om, at aftalen her vil styrke danske virksomheders evne til at konkurrere og trække ordrer hjem til Danmark.

- Den vil løfte vores velstand og skabe nye job herhjemme, siger direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri.

Regeringen er blevet enig med Venstre om en rammeaftale, men der forestår stadig forhandlinger med de øvrige partier.

/ritzau/