OVERBLIK Se indholdet i regeringens rammeaftale med Venstre

PSO-afgiften lempes med 13,2 milliarder, fremgår det af rammeaftale for vækstplan. Se her, hvad den indeholder.

Regeringen og Venstre præsenterer her den nye rammeaftale for vækstplanen. (© DR)

Regeringen og Venstre er enige om at arbejde for at gennemføre en lang række initiativer, som reducerer omkostningerne for erhvervslivet, øger produktiviteten og bidrager til velstanden i Danmark.

Her kan du læse skitsen til Vækstpakke 2014:

- De samlede PSO-udgifter lempes med 13,2 milliarder kroner frem mod 2020. Det er mere end en fordobling i forhold til den lempelse, som indgik i regeringens udspil.

- Den forhøjede lempelse bliver blandt andet finansieret ved at udskyde havvindmølleparken Kriegers Flak.

- Omkostningerne ved 2012-energiaftalen nedbringes med knap 5,3 milliarder kroner, hvilket indebærer en reduktion på 3,2 milliarder kroner i forhold det oprindeligt aftalte.

- Den omstridte forsyningssikkerhedsafgift, der er blevet kendt som brændeafgiften, rulles tilbage. Det øger borgernes rådighedsbeløb i gennemsnit med omkring 240 kroner årligt.

- Jobcentrene fastholder myndighedsansvaret for den aktive indsats, og a-kasserne afholder fortsat den indledende samtale samt løbende rådighedsvurdering.

- Regeringen lagde op til, at a-kasserne skulle overtage store dele af arbejdet med at skaffe stærke ledige tilbage i arbejde, men det er nu droppet.

- Regeringen og Venstre afsætter derfor over 400 millioner kroner i perioden frem mod 2020 til initiativer, der skal skabe vækst og gøre det attraktivt at arbejde i yderområderne.

- Der afsættes yderligere 55 millioner kroner årligt i perioden 2016-2020 til de såkaldte nedrivningspuljer.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/