Mens islamister i Irak fortsætter deres fremmarch og har indtaget en stribe byer i den nordlige del af landet, er det endnu for tidligt for Danmark at reagere aktivt på situationen i det krigsplagede land.
USAs præsident Obama har sagt, at han "udelukker intet" i forhold til at hjælpe den irakiske regering med at slå oprørerne tilbage, og de samme toner lyder nu fra den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R).
- På nuværende tidspunkt kan man ikke udelukke noget som helst, men man kan heller ikke give tilsagn om noget som helst, for situationen er rent ud sagt kaotisk, og vi har brug for at danne os overblik over, hvad der sker, siger Martin Lidegaard.
Højeste beredskab
Martin Lidegaard understreger, at det danske udenrigsministerium følger situationen i Irak meget tæt og er i højeste beredskab.
- Vi har naturligvis højeste beredskab på denne sag. Vi modtager meldinger fra alle vores store allierede og selvfølgelig også fra FNs personale på jorden i Irak for at følge situationen hele tiden. Men det går hurtigt, og derfor kræver det konstant overvågning, siger han.
Gruppen med navnet Den Islamiske Stat Irak og Syrien (ISIS) har allerede taget kontrol over millionbyen Mosul og tidligere diktator Saddam Husseins hjemby Tikrit.
Fredag formiddag skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters desuden, at ISIS kommer tættere på hovedstaden Bagdad og nu har indtaget to vigtige områder i Diyiala-provinsen nordøst for Bagdad.
- Regeringen i Bagdad må række hånden ud til alle grupper i Irak
Udenrigsminister Martin Lidegaard vurderer, at islamisternes hastige fremmarch mod Bagdad skyldes, at Iraks regeringshær ikke yder nogen nævneværdig form for modstand og reelt lader ISIS indtage de byer, de når frem til.
Derfor er det vigtigste lige nu ifølge Martin Lidegaard, at Iraks centralregering med den shiamuslimske premierminister Nouri al-Maliki i spidsen forsøger at samle alle landets befolkningsgrupper i kampen mod ISIS.
- Vores udfordring er, at regeringshæren selv er i mere eller mindre i opløsning i disse områder, da de ikke føler, at det deres regering, de skal kæmpe for, siger Martin Lidegaard.
- Store dele af de irakiske sunnimuslimer føler ikke, at det nuværende styre i Bagdad repræsenterer dem. Derfor er det helt afgørende, at regeringen i Bagdad nu rækker ud til alle grupper i Irak. Det er eneste vej frem, siger han.
Svært at forudse den nuværende situation
Danmark deltog i 2003 i invasionen i Irak, men begyndt at trækker sine soldater ud af landet i 2007. I 2011 forlod de sidste amerikanske tropper Irak.
Er den nuværende situation i Irak udtryk for, at vi forlod landet for tidligt?
- Jeg mener ikke, man kan sige, at vi forlod Irak for tidligt. På det tidspunkt havde vi slet ikke konflikten i Syrien, som denne fremmarch baserer sig på, og på det tidspunkt var der relativt ordnede forhold i Irak - i det forhold man overhovedet kan tale om det. Den nye situation var svær at forudse, siger Martin Lidegaard.
Danmark gav i går 20 millioner kroner til nødhjælp til internt fordrevne i Irak, efter at omkring en halv million mennesker i løbet af et par døgn er blevet fordrevet fra byen Mosul.
Den form for humanitære hjælp skal fortsætte, lyder det fra Martin Lidegaard.