Antorini: Forældrene har hovedansvaret for at undgå børns pjækkeri

Man kan ikke lovgive mod pjækkeri, og det er forældrene, der skal sørge for, at børnene passer deres skole, siger undervisningsminister Christine Antorini (S).

Undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at det både er børnene og deres forældres ansvar at undgå pjækkeri.

Det er først og fremmest forældrenes ansvar, at folkeskoleelever passer deres skole.

Det siger undervisningsminister Christine Antorini (S), efter at en analyse, som DR's undersøgende databaseredaktion har lavet af fraværstal for alle årgange og folkeskoler i Danmark, viser, at de elever, der har mest fravær, i gennemsnit mister et års skolegang i løbet af et skoleliv.

Fraværet på landsplan ligger per elev på 6,8 dages sygdom, 3 dages lovligt fravær og 1,6 dages ulovligt fravær.

Og det er ikke tilfredsstillende, lyder det fra Christine Antorini, der dog ikke mener, at man kan lovgive mod pjækkeri.

Klare spilleregler

Christine Antorini mener, at forældrerne bærer ansvaret for at få deres børn i skole, siger hun i et interview med TV Avisen.

- Man kan ikke lovgive mod pjæk. Men vi skal have klare spilleregler på skolerne og stille forældre til ansvar. Det er ikke i orden at pjække og for eksempel tage på ferie på forskellige tidspunkter.

- Hovedbudskabet er, at det er forældrene, der har det største ansvar for, at ders børn passer skolen, siger ministeren.

Antorini opfordrer skolerne til at gøre det til rutine at have klare regler, som viser eleverne, at pjæk ikke er i orden.

Skolen er et fællesskab, hvor børnene lærer sammen, og det går også ud over de andre elever, at nogle vælger at blive væk fra timerne, lyder det fra Antorini.

Særligt ældre elever pjækker

Skolen skal tage fat i elever, der pjækker, men man kommer altså ikke uden om, at man også skal tage fat i forældrene, understeger ministeren.

Det generelle fravær på landsplan er ikke faldet de seneste år på trods af kampagner. På en række skoler er fraværet over tyve procent.

Problemer med fravær findes især hos de ældste elever.

Men fravær er ikke et stort problem på de danske folkeskoler, hvis man spørger skolelederne.

Seks ud af ti skoleledere fortæller i en undersøgelse blandt 251 af landets cirka 1350 skoleledere, at de kun i mindre grad har problemer med elevfravær på deres skole.

DR sætter i de kommende dage fokus på danske skolelevers fravær. I vores interaktive grafik, kan du se fraværet for den skole og årgang du ønsker, og sammenligne det med andre årgange, skoler eller kommuner. Onsdag og torsdag kan du læse mere om årsagerne og konsekvenser af et højt fravær.

/DR Nyheder/