Omdiskuteret embedsmand Peter Loft: Jeg undgår disciplinærsag

Peter Loft har set skattesagskommissionens anbefalinger og konkluderer selv, at han slipper for en disciplinærsag.

Tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, ser ud til at slippe for en disciplinærsag. (Foto: © Jens Astrup, Scanpix)

Omdiskuteret embedsmand Peter Loft er tidligere departementschef i skatteministeriet og er en af hovedpersonerne i den såkaldte skattekommissionssaag, der handler om lækage af papirer og politisk indblanding i Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Hans rolle i sagen har været undersøgt af skattesagskommissionen, som har afsluttet sit arbejde, og Peter Loft har fået lejlighed til at se på de dele af kommissionens udtalelse, der vedrører ham selv.

Og ud fra det konkluderer han, at en disciplinærsag ikke bliver aktuel for ham.

Stor lettelse

- Jeg er selvfølgelig meget lettet. De udtaler kritik, men der er ikke basis for en disciplinærsag, fortæller han til DR Nyheder.

Det skal understreges, at DR Nyheder ikke har haft mulighed for at se udkastet. Vurderingen af, at det ikke vil føre til en discilpinærsag stammer udelukkende fra Peter Lofts egen fortolkning af kommissionens anbefalinger.

- Det er en lidt speciel situation, hvor han gerne må referere, hvad der står i kommissionens udkast til beretning om sig selv. Det er interessant, men vi har kun deres egen udlægning af det og vi har slet ikke noget overblik. Det er et meget vigtigt forbehold, siger DR's politiske kommentator Jens Ringberg.

Det kan ændre sig

Desuden kan anbefalingerne ændre sig, fortæller han.

- Man skal også lægge mærke til at der er tale om udkast. Det vil sige at kommissionens endelige beretning kan komme til at se anderledes. Vi taler om nogle dele af et udkast. Dermed siger jeg dog ikke, at billedet helt kan ændre sig meget – for det tror jeg ikke på.

Formand for Skattesagskommissionen Lars E. Andersen bekræfter over for DR Nyheder, at Peter Lofts advokat og de øvrige såkaldte bisiddere for vidnerne i Skattesagskommissionen har fået et udkast til afgørelsen til gennemsyn, så de kan kommentere det.

Indeholder kritik

Peter Loft lægger ikke skjul på, at kommissionen udtaler kritik af ham, selv om det altså angiveligt ikke er nok til en disciplinærsag.

- Kommissionen er tilsyneladende nået frem til at tidligere departementschef Peter Loft skal have kritik for at overtræde en bestemt paragraf – den handler om at ministeriet ikke skal blande sig i konkrete sager. Han har været for tæt på sagsbehandlingen – og det har afhøringerne i kommissionen også tydet på, siger Jens Ringberg.

Peter Loft har nu sammen med alle de andre personer i kommissionens anbefaling mulighed for at komme med indsigelser mod de ting, der står om dem. Herefter vil det være op til ministerierne at beslutte, hvorvidt der skal iværksættes en disciplinærsag.

Den endelige beretning fra Skattesagskommissionen kommer først til efteråret.