Venstre er havnet i den største krise i årtier.
Vælgerne vender partiet ryggen, og flere i Venstres bagland kræver formandens afgang. På et skæbnesvangert møde i Venstres hovedbestyrelse afgøres formandens fremtid på tirsdag.
Men hvordan forholder Lars Løkke Rasmussens støtter sig i afgørelsen time? DR Nyheder har samlet et overblik over nogle af dem, som tilhører Løkkes inderste inderkreds.
Nogle af de trofaste Løkke-støtter har klappet i som østers, mens andre loyalt bakker op om formanden.
- Det er et stort tab af troværdighed for Lars Løkke Rasmussen, at der ikke er en mere solid opbakning fra hans nærmeste støtter, siger DR's politiske analytiker, Uffe Tang.
Krigen i partiet skyldes Lars Løkke Rasmussens seneste ugers bilagssager om tøj, rejser og rygning, og ikke mindst søndagens skuffende resultat ved europaparlamentsvalget.
De tavse væbnere:
Claus Hjort Frederiksen
Venstrekæmpen gennem 15 år, der både har bestridt posten som beskæftigelsesminister og finansminister, er Venstres stærke kort. Han er kendt for at tænke på partiet frem for alt. Hvis noget ikke er godt for Venstre længere, så bakker han ikke op for gammel venskabsskyld.
- Du kan ikke være formand i Venstre uden at have Claus Hjort bag dig. Han er partiets stærke mand, så derfor er Claus Hjort fuldstændig nødvendig at have bag sig, hvis man vil have magten i Venstre, siger Uffe Tang.
Claus Hjort stod forrest, da Løkkes sag om tøj for 152.000 kroner begyndte at rulle. Sammen med Venstres partisekretær, Claus Richter, forsvarede han også partiets formand under rejse- og ryge-sagen, men efter europaparlamentsvalget i søndags har noget forandret sig.
Venstres chefstrateg dukkede aldrig op på selve valgaftenen i søndags og der gik herefter næsten to dage, inden man hørte fra ham:
- For os er det jo afgørende, at det projekt, vi er i med hensyn til at vinde regeringsmagten næste gang. Det er ret vigtigt, og der tror jeg at Lars Løkke kan føre Venstre og det blå Danmark til et resultat, lød det i tirsdag.
Siden har han dog igen været tavs, og det overrasker DR's politiske analytiker, Uffe Tang.
- Det er meget mærkeligt, at man ikke hører mere til Claus Hjort Frederiksen. Han er den, man normalt ville sende ud og sige 'der er én formand, og det er Lars Løkke Rasmussen, der er ikke noget at rafle om', siger Uffe Tang.
Peter Christensen
Den tidligere skatteminister og nuværende finansordfører har været chefforhandler for alt, hvad Venstre har lavet på det seneste.
- Peter Christensen er interessant, fordi han under den første bilagssag var nærmest den eneste loyale. Det har Lars Løkke Rasmussen bemærket, siger Uffe Tang.
Siden de første bilagssager tilbage i 2008 har Peter Christensen altså været en del af Lars Løkke Rasmussens inderkreds. Men under denne sag har finansordføreren langt fra været frontløber.
- Ja, han har min tillid, sagde en mut Peter Christensen efter Venstres valglussing, men samtidig siger han ligeså mange andre, at vi må se tiden an.
- Venstre er i en svær situation, og nu er der lavet en proces, hvor hovedbestyrelsen holder et møde, og det er jo et besluttende organ, så selv om I gerne vil have nyt hver dag, så er der en uge til og det venter vi alle sammen på, sagde han i tirsdags.
Troels Lund Poulsen
Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, blev hevet ind som skatteminister i 2010 på bekostning af Kristian Jensen under Lars Løkke Rasmussens første ministerrokade. Herefter blev Kristian Jensen degraderet til gruppeformand i partiet.
Troels Lund Poulsen har vi intet set til i pressen i forsøg på at redde sin formand, men det er kendt, at han frem til det skæbnesvangre møde i hovedbestyrelsen på tirsdag kæmper for at samle opbakning blandt de 132 medlemmer.
Sammen med Lars Christian Lilleholt og Jacob Jensen lader han telefonerne gløde i bestyrelsesmedlemmernes hjem indtil det sidste.
De talende væbnere:
Inger Støjberg
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, har været tro mod Lars Løkke Rasmussen gennem hele krisen. Hun har stået på første parket og bakket ham op dag efter dag.
- Lars Løkke Rasmussen er den dygtigste politiske håndværker på Christiansborg. Han skal selvfølgelig også være Venstres statsministerkandidat ved næste valg, sagde hun for eksempel til DR Nyheder i går.
Men som politisk ordfører er det netop hendes job, lyder det fra DR's analytiker:
- Inger Støjberg er politisk ordfører og skal derfor tage kuglerne. Hvis ikke den politiske ordfører skulle gøre det, hvem skulle så? Det er til gengæld interessant, at hun har stået ret alene, siger Uffe Tang.
Søren Pind
Venstres udenrigsordfører Søren Pind, der er kendt for sine kontante holdninger og synspunkter, har gennem tiden også været én af Lars Løkke Rasmussens tro væbnere.
- Lars Løkke Rasmussen var jo manden, der turde gøre Søren Pind til minister, siger Uffe Tang og henviser til da Søren Pind blev integrationsminister i VK-regeringen 2011.
Da Ekstra Bladet afslørede tøjsagen gik Søren Pind offensivt til angreb på avisen og anklagede den får at have stjålet bilagene. Og siden har politikeren bakket sin formand tro op.
- Jeg bakker fuldt ud op om min formand. Og jeg forsvarer ham hele tiden, så sent som i dag har jeg skrevet det fire gange på Facebook. Det er min klare forventning, at Lars Løkke Rasmussen også er formand efter på tirsdag, siger Søren Pind til DR Nyheder.
Carl Holst
Regionsrådsformanden i Region Syddanmark, Carl Holst, er Lars Løkke Rasmussens private ven gennem mange år. Den tro støtte rækker helt tilbage fra, da Løkke var næstformand i Venstre.
Carl Holst har da også bakket sin ven og formand op i de seneste uger, men i onsdags lagde han også tryk på forholdet til sit parti.
- Men jeg er først og fremmest Venstre-mand. Og jeg er først og fremmest nervøs for, at Venstre lider stor skade af den her debat, sagde han.
På den måde holder han en dør åben, vurderer Uffe Tang.
- Det er interessant, fordi det er en måde, hvorpå han giver udtryk for, at han er der, men der er hele tiden rum for, at der kan ske andet, siger analytikeren.
Og det er faktisk en generel tendens blandt Løkkes støtter:
- Jeg synes alt den opbakning, man har set, har båret præg af, at ingen i partiet har sat noget specielt på spil for at forsvare Lars Løkke Rasmussen, forklarer han.