For anden gang inden for kort tid tager den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), til det uroplagede Ukraine for at vise sin opbakning til det nye styre.
Han besøger således hovedstaden Kijev i forbindelse med søndagens præsidentvalg, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Besøget finder sted den fredag 23. maj.
Et nyt kapitel i landets historie
- Præsidentvalget i Ukraine er historisk og afgørende. Valget kommer forhåbentlig til at markere et nyt kapitel i landets historie og begyndelsen på en mere stabil fremtid, der omfatter alle ukrainere. Som situationen tydeligt viser, er det ikke en nem opgave.
- Vi vil under besøget vise vores klare politiske opbakning til det ukrainske folk og til afholdelsen af et frit, fair og ikke mindst fredeligt valg i Ukraine, siger Lidegaard.
Han skal besøge Ukraine sammen med udenrigsministeren fra Estland samt sin norske kollega, Børge Brende.
/ritzau/