Venstre bakker op om Lars Løkke som formand

Et enigt forretningsudvalg i Venstre siger, at de har fuld tillid til Lars Løkke Rasmussen i bilagssagen.

Efter de seneste sager om Lars Løkke Rasmussens tøjforbrug, familierejser og rygerengøring har Venstres forretningsudvalg tirsdag aften udtrykt fuld tillid til Løkke. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Venstres forretningsudvalg har tirsdag aften efter et fire timer langt møde besluttet, at udvalget bakker fuldt op om Lars Løkke Rasmussen som Venstres formand.

Sådan lyder det efter mødet, der af flere kommentatorer er blevet betegnet som et skæbnemøde for Løkkes fremtid.

- Jeg kan med glæde meddele, at et enigt udvalg udtaler, at Venstres forretningsudvalg har fået en grundig orientering, siger Peter Gæmelke, medlem af Venstres forretningsudvalg, til pressen efter mødet.

- Forretningsudvalget har fået en grundig redegørelse vedrørende beskatning og er tilfreds med, at i det omfang, der er udtaget tøj til privat brug, har Lars Løkke Rasmussen selv betalt tøjet, fortsætter Peter Gæmelke fra Hotel Crown Plaza i København, hvor mødet har fundet sted.

Formand for Venstres økonomiudvalg, Claus Hjort Frederiksen, supplerer Gæmelke og kalder Løkkes fremlæggelse på mødet for en tilbundsgående drøftelse.

I en fælles skriftlig udtalelse konkluderer forretningsudvalget:

- Forretningsudvalget giver Lars Løkke Rasmussen sin fulde støtte som formand for Venstre, og dermed også som kommende statsminister i Danmark.

Udtalelsen fra Venstres Forretningsudvalg.

Massiv kritisk fra V-bagland

Aftenens krisemøde blev afholdt på baggrund af de seneste sager om Venstres betaling af ferier og tøj til partiformand Lars Løkke Rasmussen.

Mødet skulle oprindeligt holdes den 27. maj, men Lars Løkke Rasmussen bad i weekenden om at få rykket mødet frem på grund af de aktuelle sager.

Sagerne har rystet partiets bagland. Flere borgmestre og lokalforeningsformænd har de seneste dage krævet at få en forklaring og et klart svar på, om Lars Løkke Rasmussen har orden i sin skat.

Løkke: Jeg har betalt skat

Efter flere dages tavshed slog Løkke mandag eftermiddag fast over for pressen, at han "betaler den skat, han skal".

Og det var altså blandt andet det, Løkke skulle overbevise forretningsudvalget om tirsdag aften.

Tidligere tirsdag mødtes Venstres folketingsgruppe, der efterfølgende slog fast, at hele gruppen bakker op om Løkke som formand.

Udvalget består af 24 medlemmer

Venstres hovedbestyrelse træffer den endelige beslutning om Lars Løkke Rasmussens fremtid, men forretningsudvalgets dom er afgørende for bestyrelsens beslutning

Udover formanden selv består forretningsudvalget af 24 medlemmer - både kendte og mindre kendte. Blandt medlemmerne kan nævnes partiets næstformand, Kristian Jensen, formand for Venstres økonomiudvalg Claus Hjort Frederiksen og partisekretær Claus Richter.

Bilagssagerne drejer sig om habitter, slips og sko for 152.000 kroner, flybilletter til familiens ferie på Mallorca og rengøring af ikkeryger-hotelværelse - alt sammen betalt af Venstres partikasse.

Det var Ekstra Bladet, der i sidste uge kunne fortælle, at Venstre med statsstøtte i ryggen har ekviperet formand Lars Løkke Rasmussen med eksklusivt herretøj for i alt 152.000 kroner i 2010 og 2011.