Venstres gruppe bakker op om Løkke før skæbnemøde

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har tirsdag formiddag forklaret sig over for Venstres gruppe.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har tirsdag forklaret sig over for Venstre folketingsgruppe. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kan se frem mod aftenens skæbnemøde med fuld opbakning fra Venstres folketingsgruppe i ryggen.

Det er konklusionen efter tirsdagens gruppemøde i Venstre.

- Der var enstemming opbakning til Lars Løkke, siger partiets stærke mand, Claus Hjort Frederiksen, (V) efter mødet.

Hjort: Forretningsudvalg vil bakke op

Han forventer, at Venstres forretningsudvalg, der i aften på et fremrykket møde skal orienteres om Venstres køb af blandt andet habitter, sko og underbukser til i alt 152.000 kroner til Lars Løkke Rasmussen, vil nå til den samme konklusion.

- Ja, det gør jeg faktisk, siger han.

Sagen om tøj og flybilletter til Lars Løkke Rasmussen betalt af Venstre har rystet partiets bagland.

Flere borgmestre og lokalforeningsformænd har de seneste dage krævet at få en forklaring og et klart svar på, om Lars Løkke Rasmussen har orden i sin skat.

Støjberg: Massiv opbakning

I går slog Løkke fast, at han "betaler den skat, han skal", og Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, siger efter mødet i gruppen tirsdag, at hun sjældet har oplevet så ivrige Venstre-folk.

- Jeg har faktisk aldrig nogensinde oplevet så massivt et tryk fra venstres folketingsgruppe, folk rejste sig op på stribe og bakkede op, siger Inger Støjberg.

Ekstern bistand til skattespørgsmål

Venstres offentlighedsordfører, Jan E. Jørgensen, peger på, at Løkke har haft "ekstern bistand" for at få vurderet sin skat.

- Det er ikke kun Lars selv, der har vurderet, om han har betalt den skat, han skal. Det har der været ekstern bistand på, siger Jan E. Jørgensen.

Han mener, at sagen burde være lukket nu.

- Vi har fået at vide, at der er blevet betalt den skat, der skulle, og det er det eneste problem, jeg kunne se, der kunne være, og så er sagen for vores vedkommende ikke længere, siger han.

Selv havde Lars Løkke Rasmussen efter gruppemødet travlt med at komme ned i folketingssalen for at debattere med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Har du fuld opbakning fra folketingsgruppen?

- Det må du spørge folketingsgruppen om, for jeg vil nødigt komme for sent til spørgetimen med statsministeren, siger Lars Løkke Rasmussen.