Formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen (V), har den seneste uge været under massivt pres - også fra sit eget bagland - efter det i sidste uge kom frem, at han har fået betalt blandt andet tøj og rejser af Venstre.
Men nu ser det ud til, at stormen internt i Venstre er løjet af.
Sådan lyder det fra DR's politiske analytiker Jens Ringberg efter Lars Løkke Rasmussen mandag eftermiddag gik ud og slog fast, at han har betalt den skat, han skulle.
- Med mindre der kommer nyt frem, tror jeg, at stormen er redet af i hvert fald i forhold til det forretningsudvalgsmøde, der skal være i morgen aften, siger Jens Ringberg.
En strategi fra Venstres ledelse
Det var første gang efter flere dages kritik, at Løkke mandag eftermiddag tog bladet fra munden:
- Jeg betaler den skat, jeg skal, Selvfølgelig gør jeg det. Og det vil jeg også fortælle til forretningsudvalget i morgen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Udmeldingen er ifølge Jens Ringberg en del af en større strategi i Venstre.
- Venstres ledelse har lagt en strategi, der går ud på at fortælle, at det her var noget, der skete på et tidligere tidspunkt, siger Ringberg og henviser til, at Venstre tidligere har sagt, at det var i forbindelse med valgkampen 2011, at Løkke blandt andet fik betalt tøj og en familierejse.
- Og nu har de også fået Lars Løkke til at gå ud med et meget klart og forpligtende budskab om, at han har betalt den skat, han skulle, siger Jens Ringberg.
Vil nok ikke lægge bilag frem
Løkkes udmelding kommer efter, at flere skatteeksperter i weekenden har vurderet, at Venstre-formanden skal betale skat af de personalegoder, han har fået i form af blandt andet tøj og rejser af Venstre.
På trods af Løkkes udmelding mener Jens Ringberg ikke, at Løkke vil lægge bilag og dokumentation frem.
- Han vil give forretningsudvalget en forklaring, sagde han. Men det er ikke det samme som at fremlægge papirer, siger Jens Ringberg.
Og det er muligvis også nok i forhold til de kritiske røster, der har lydt i Venstres bagland de seneste dage. For Venstres ledelse har haft fat i flere af kritikerne, siger Ringberg.
- Kritikken er blevet mindre, og man har arbejdet for at få folk til at sige, at de bakker op om Løkke. Inger Støjberg har sendt et brev ud om, at hvis journalisterne ringer, skal de henvise til hende, fortæller Ringberg.
Møde rykket frem
Sagerne om Løkkes tøj og rejser skal diskuteres på et møde i Venstres forretningsudvalg tirsdag aften.
Mødet skulle oprindeligt holdes den 27. maj, men Lars Løkke Rasmussen har bedt om at få rykket mødet frem på grund af de aktuelle sager.