Thorning og Corydon kan ikke svare på, hvor mange job vækstpakken giver

Vækstpakken koster 10 milliarder kroner, men regeringen har ikke noget klart svar på, hvor mange arbejdspladser der følger med.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt med regeringens udspil til en ny vækstpakke i hånden. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt, at hun vil måles på, hvor mange arbejdspladser regeringen skaber, men det står ikke klart, hvor mange job regeringens vækstpakke vil give.

Der er til gengæld en række konkrete lempelser til erhvervslivet i den vækstpakke, som statsministeren netop har fremlagt, og hun peger på, at Danmarks BNP øges med seks milliarder kroner hvert år.

- Det er i sig selv vækst og arbejdspladser, man skaber på den måde ved at øge vores fælles velstand, siger Helle Thorning-Schmidt.

Thorning: Mere vækst er lig med flere arbejdspladser

Men I har ikke noget samlet tal på, hvor mange arbejdspladser, I regner med, at der kommer ud af de her initiativer?

- Der er ingen tvivl om, at hvis man skaber mere vækst og velstand i et velfærdssamfund, så skaber man også flere arbejdspladser, siger statsministeren.

Regeringen vil blandt andet sænke den omdiskuterede PSO-afgift med 5,8 milliarder kroner frem mod 2020, ligesom der åbnes op for, at butikker kan få lov at sige nej til at tage imod kontanter.

Det vil medføre en samlet besparelse på op mod fire-fem milliarder kroner årligt, vurderes det.

Corydon: Den slags regnestykker kan kun laves i krisetider

Heller ikke finansminister Bjarne Corydon (S) har konkrete tal på, hvor mange arbejdspladser regeringens vækstpakke vil skabe.

- Du kan ikke putte det ind i en maskine og sige, "nu bruger vi så og så mange penge, og så kommer der så og så mange arbejdspladser ud". Det er kun i krisetider, man kan lave den type regnestykker om investeringer, siger Bjarne Corydon.

- Det her handler om at konkurrere med resten af verden og sikre, at det er her, at investeringerne kommer. Når vi fører den politik, kan vi regne på, at vi bliver et rigere samfund med flere virksomheder og job, og når man sætter det sammen med resten af vores politik, så har vi en meget optimistisk udsigt for fremtiden, siger han.

Bjarne Corydon indkalder til politiske forhandlinger om regeringens udspil til en vækstpakke i næste uge.