De socialdemokratiske lokalformænd er umiddelbart mere enige med SF end med deres egen partiledelse, når det handler om, hvor længe man skal arbejde for at få lov at modtage dagpenge.
62 af de socialdemokratiske lokalforeningsformænd vil have den periode, man skal arbejde for at genoptjene retten til dagpenge, halveret, så man ligesom før dagpengereformen i 2010 genoptjener retten efter et halvt års arbejde.
Det viser en undersøgelse, DR Nyheder har foretaget. 74 af de 250 socialdemokratiske formænd har svaret på DR's forespørgsel, og kun otte går ind for at bevare den nuværende, 1-årige periode.
At S-baglandet støtter en kortere genoptjeningsperiode vil være en forhandlingsfordel for SF, når de fremsætter samme krav overfor regeringen, siger formand Pia Olsen Dyhr:
- Det. synes jeg jo, er fantastisk, for det er vigtigt for os, at få ændret på genoptjeningsretten.
- Vi vil gå til finanslovsforhandlingerne og sige til regeringen, at det er noget af det, vi gerne ser, hvis vi skal stemme for finansloven – og så er det jo godt, at de (lokalformændene, red.) bakker os op.
S og SF måtte æde dagpengereformen
Både S og SF har høstet megen kritik for at sidde bag roret og indføre en reform af dagpengesystemet, som de egentlig var imod.
- Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at vi tidligere har været meget ihærdige for at få den her dagpenge-reform lavet om - sammen med Socialdemokraterne, Enhedslisten og fagbevægelsen, siger Pia Olsen Dyhr.
Både S og SF gik i 2011 til valg på at undgå både forkortelse af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningsperioden.
Men regeringspartneren Radikale holdt fast i den aftale, de lavede med VK-regeringen i 2010, og S og SF blev altså tvunget til at føre dagpengereformen ud i livet.
- Hele den her dagpengereform, som blev lavet af den blå regering, var vi lodret imod, og stemte også imod. Desværre måtte vi konstatere efter valget, at 60% af vælgerne valgte et parti, der ønskede denne dagpengereform, siger socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen.
Gennemgang af dagpengene, men ingen garanti
Hverken kravet om kortere genoptjeningsperiode fra baglandet eller fra SF får umiddelbart Socialdemokraterne til at love forandring - men genoptjeningsperioden er på bordet, når en kommission for øjeblikket kigger på hele beskæftigelsesindsatsen.
- Nu kigger vi på, om tingene skal være anderledes, og her kunne man sagtens tænke genoptjeningen af dagpengene ind også. Så det kommer vi til at kigge på, siger Leif Lahn.