Socialminister Manu Sareen (R) og justitsminister Karen Hækkerup (S) indkaldes til samråd om de moskeer og trossamfund, som prædiker jihad og vold.
- Regeringen er jo himmelråbende naiv, når Manu Sareen opfordrer kommunerne til at handle. Det kan man altså ikke forvente, de kan. Og de skal slet ikke stå alene med opgaven, siger Liberal Alliances udlændingeordfører, Merete Riisager, der har kaldt de to ministre i samråd.
Socialministeren fortalte tidligere i dag, at han vil takle udfordringen med danskere, der rejser til Syrien for at deltage i borgerkrigen, med breve til de danske kommuner og en handlingsplan efter sommerferien.
Men der skal helt andre midler i brug end breve med information om forebyggelseværktøjer til kommunerne, mener Merete Riisager.
- Det er altså politiet og PET, der skal tages i brug her. Det er jo ikke en opgave for en eller anden kommunikationsmedarbejder. Det viser jo med al tydelighed, at regeringen ikke forstår alvoren af det her, siger hun.
Der skal ske noget på området nu
Manu Sareens melding kom, efter den tidligere folketingspolitiker Naser Khader opfordrede sine tidligere kolleger til at lave en national handlingsplan for danskere, der rejser til Syrien for at kæmpe.
Og Merete Riisager er enig i behovet for en national strategi. Ligesom Naser Khader mener hun også, der skal strammes op på lovgivningen.
- Det vigtigste er, at udelandske imamer, der prædiker jihad, bliver udvist. At trossamfund, der billiger jihad, bliver opløst. Og at alle dem, der inddirekte eller direkte opfordrer til vold, bliver retsforfulgt, siger hun.
Regeringen vil ifølge Manu Sareen præsentere en handlingsplan på området efter sommerferien, men det er alt for sent, mener Merete Riisager.
- Danmark er et af de lande i verden, der sender flest af sted til Syrien i forhold til indbyggertal. Hver dag og hver uge risikerer vi jo, at mennesker rejser ud og kan blive slået ihjel, siger hun.
- Og nogle af dem, der kommer tilbage, er jo tikkende bomber, og hvis de gør noget af det i Danmark, de tager til Syrien for at gøre, kan det have fatale følger. Derfor kan vi ikke vente til efter sommerferien.
DF kræver også handling nu
Heller ikke Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at det kan vente med handling på området til efter sommerferien.
- Det er selvfølgelig bedre end ingenting, at nogen gør sig tanker om det. Men jeg kunne godt tænke mig, at der rent faktisk skete noget. Og nu har der virkelig været snakket meget om de her ting, siger han.
Det er nemlig ifølge Peter Skaarup vigtigt at sende nogle klare signaler til de familier, der er nervøse for, hvad der sker med deres børn.
Og så skal der være noget konsekvens overfor dem, der er taget af sted.
- I øjeblikket må man jo spørge: Hvad er konsekvensen overhovedet, når så mange er taget af sted, uden at der er ført nogen som helst sager overfor de pågældende? For mig at se skal man udvise de personer, der udgør en stor risiko, fordi de har lært at bruge våben, siger han.
Der er ifølge PET 90 unge, der er rejst afsted for at kæmpe i Syrien.