Socialdemokraterne går til angreb på DF med stort regnestykke

Socialdemokraterne har brugt et halvt år på at gennemgå forslag fra Dansk Folkeparti. De koster 155 milliarder kroner ifølge beregninger.

Ansatte hos Socialdemokraterne har brugt et halvt år på at gennemgå alle forslag fra DF og har fået ministerierne til at regne på, hvad de vil koste at gennemføre. (Foto: © LIONEL BONAVENTURE, Scanpix)

Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes partifæller forsøger med et nyt angreb at stoppe vandringen af vælgere fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti (DF). Det skriver Jyllands Posten.

Ansatte hos Socialdemokraterne har ifølge avisen brugt et halvt år på at gennemgå alle forslag fra DF og har fået ministerierne til at regne på, hvad de vil koste at gennemføre. Regningen løber ifølge beregningerne op i mindst 155 milliarder kroner og dækker alt fra billigere færgebilletter til hårdere fængselsstraffe.

S: Politisk uhæderligt

- Når noget er til diskussion, kommer Dansk Folkeparti altid og siger, at der skal gøres noget. Og nu kan vi så se, at den samlede regning løber op i 155 mia. kr. Samtidig støtter Kristian Thulesen Dahl en regering, som spænder over alt fra nulvækst til en fjernelse af topskatten, så han snyder på vægten, og det er politisk uhæderligt, siger gruppeformand Henrik Dam Kristensen (S) til Jyllands Posten.

Men Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup mener, at man skal have lov til at fremlægge politiske ønsker uden at have finansieringen på plads. Han mener desuden, at det er "latterligt" og "totalt ufrugtbart" at bruge skattekroner på at få ministerierne til at regne på Dansk Folkepartis forslag.

Ved den seneste meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder stod Socialdemokraterne til 19,7 procent af stemmerne og Dansk Folkeparti til 19,9 procent.

/DR Nyheder/