OVERBLIK Her er de sager, som har gjort Thorning upopulær blandt partifæller

Historisk baglandskritik kommer i kølvandet på lang række af dårlige sager for S-toppen på Christiansborg.

Statsministeren får kritik fra det socialdemokratiske bagland, hvor flere lokalformænd vil af med hende som partiformand. (Foto: © GEORGES GOBET, Scanpix)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fører ikke socialdemokratisk politik, der er en tillidskrise i partiet, og vi ligger for lavt i målingerne.

Sådan lyder noget af den kritik af S-formanden, der i de seneste uger er kommet fra en lang række lokale S-folk.

Her er et overblik over nogle af de sager, der har tæret hårdt på Helle Thorning-Schmidts opbakning i det socialdemokratiske bagland:

Børnecheck

Det helt store indenrigspolitiske slagsmål lige nu er om børnecheck til EU-borgere. Her har Helle Thorning-Schmidt tidligere afvist at vende tilbage til VK-regeringens optjeningsprincip, der ifølge EU-Kommissionen er ulovlig.

Det har fået flere socialdemokratiske borgmestre til at kritisere statsministeren.

De mener, at kravet om optjening skal gælde EU-borgere, der lader deres børn blive i hjemlandet.

Dong

Da regeringen og de borgerlige i januar vedtog at sælge 19 procent af aktierne i Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, sled det ikke kun på SF, der forlod regeringen på grund af salget.

Også internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe var der hård kritik forud for salget.

Folketingsmedlemmer som Bjarne Laustsen og Jan Johansen stillede sig dengang frem og opfordrede Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon (S) til at tage en timeout i salgsprocessen for at undersøge alternative muligheder.

Dagpenge

Dagpengeproblematikken har martret Helle Thorning-Schmidt og regeringen nærmest siden folketingsvalget i 2011.

For nylig genantændte folketingsformand og tidligere S-formand, Mogens Lykketoft, sagen med en hård kritik af regeringen.

- Snart står vi tilbage med virkningerne af det mest brutale angreb på Den Danske Model, som hidtil er gennemført.

- Medmindre regeringen inden næste valg kan enes med sig selv og et flertal i Folketinget om at lave gunstigere, varige dagpengeregler, skrev Mogens Lykketoft i marts i LO-organisationen Faglige Seniorers magasin "Liv og lidt mere".

Selskabsskattelettelser

Sidste års Vækstplan DK indeholdt en sænkning af selskabsskatten på tre procent, og det vakte stor undren i baglandet, der mente, at vækstpakken i høj grad var blå politik.

- Jeg er frustreret, og jeg har virkelig svært ved at genkende mit parti. Selskabsskattelettelse...! Det er for mig at se noget, som Cepos (liberal tænketank, red.) foreslår, sagde daværende S-borgmester i København Anne Vang.

Helle Thorning-Schmidt forsvarede dengang selskabsskattelettelserne og kaldte det "god politik", der skaber fremtidige arbejdspladser.

Foruden ovenstående sager kan nævnes efterlønnen, kontanthjælpsreformen og førtidspension som eksempler på regeringens politik, der har mødt kritik i det socialdemokratiske bagland.