Det kan få afgørende betydning for flere klagesager mod politiet, hvis Justitsministeriet gør alvor af at sætte identitetsnumre på landets politibetjentes uniformer.
Det vurderer Kirsten Dyrman, direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som behandler klagesager mod betjente.
- Det er helt urimeligt, at det skal være så besværligt i dag. Så vi har hele tiden sagt, at ethvert tiltag der gør, at det bliver lettere at identificere betjente, er velkommen.
Id-numre kan gøre politiklagesager kortere
Ifølge Kirsten Dyrman bruger politiklagemyndigheden lige nu utroligt mange ressourcer på at finde frem til de betjente, som borgerne klager over.
Hun mener, at det både skader den tid og den retssikkerhed, som både borger og betjent oplever i en klagesag.
- Det begrænser vores muligheder for at finde ind til kernen af en sag, når vi skal spørge mange. Og hvis der er kastet mistanke mod en bestemt betjent, så er der ingen grund til at belemre alle de andre.
Det er særligt sager fra klimatopmødet, der har trukket overskrifter i landets medier i forhold til klager over politiet, der aldrig har fundet en afgørelse.
Og ifølge Kirsten Dyrman er det også særligt under store demonstrationer, fodboldkampe eller events, at identiteten på en betjent mest risikerer at forsvinde i mylderet.
- Det er mest relevant med id-numre, hvor der er flere betjente involveret. Der, hvor der er udkommanderet mange betjente, vil det være et vigtigt arbejdsredskab, siger hun.
Direktør: Vi kan træffe flere afgørelser med et id-system
Kirsten Dyrman fortæller, at det ikke er mange sager, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed må droppe helt på grund af, at en betjent ikke kan identificeres.
- Men hver eneste droppet sag er en sag for meget, når vi ikke er i stand til at finde frem til den pågældende politimand.
Hun nævner en sag fra Odense, som DUP netop har droppet efter det var umuligt at afgøre hvilken af otte betjente, der stod bag vold og trusler mod en anholdt.
- Hvis det havde været muligt at sige, at det var nummer 13, så havde det været muligt at træffe en afgørelse, siger hun.
Naturligt at betjente bærer id-nummer
Hun mener, at det er helt naturligt, at politibetjente bærer nummer på uniformen, præcis som man gør i mange andre dele af det offentlige danske samfund.
- På sygehuset går personalet rundt med navneskilte, så man ved, hvem man har snakket med, hvis man er utilfreds. Og det samme bør være gældende for politifolk, siger Kirsten Dyrman.
Hun afviser, at id-numre ville skabe grundlag for mere chikane mod betjentene, som Politiforbundet ellers frygter.
- Jeg har ikke hørt fra hverken Norge eller England, at det skulle være noget problem i de lande, at det har givet nemmere adgang til at kaste sig over en betjent.