Tirsdag og de kommende dage skal FNs øverste chef, Ban Ki-moon, ved selvsyn opleve den globale opvarmnings virkninger på indlandsisen i Grønland.
Ban Ki-moon besøger den verdensberømte Jakobshavn Isbræ ved Ilulissat, der smelter med stor hast i takt med opvarmningen af Arktis. Han ledsages af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Grønlands regeringschef, Aleqa Hammond (Siumut).
- Ban Ki-moon har et ønske om at se nogle af de dele på kloden, hvor klimaforandringerne er størst. Jeg håber og tror, at vores besøg kan være med til at styrke den globale opmærksomhed, siger Helle Thorning-Schmidt i en mail til Ritzau.
Vil skubbe til verden for at bremse opvarmning
Dermed får FNs generalsekretær lejlighed til at se isen smelte, inden han er vært for sit eget klimatopmøde, når stats- og regeringschefer kommer til FNs Generalforsamling i New York den 23. september.
Formålet er at skubbe til verden, inden der på COP21-mødet i Paris i 2015 skal indgås en global klimaaftale for at bremse opvarmningen af Jorden ved to grader. Det har Danmark en klar interesse i at bakke op, siger statsministeren.
- Vi søger med besøget at styrke vores samarbejde for at skabe politisk momentum og opmærksomhed om klimaudfordringen. Danmark har faktisk meget at byde på, når det handler om grønne løsninger.
- Vi har vist, at økonomisk vækst kan gå hånd i hånd med mere effektiv udnyttelse af ressourcerne og lavere udledning af drivhusgasser, siger Helle Thorning-Schmidt.
Selv stabil is smelter
Jordens ophedning slår ekstra hårdt i Arktis, hvis befolkning er afhængig af naturen og klimaet til jagt og slædekørsel.
Nye målinger viser, at den allernordligste del af indlandsisen også er begyndt at smelte voldsomt, selv om klimaforskerne hidtil har betragtet den som stabil.
Helle Thorning-Schmidt mener da også, at vi har undervurderet klimaændringernes alvor.
- Ja. Mange har advaret de senere år, men vi har desværre ikke evnet at handle. Og selv om der er mange store udfordringer for verdenssamfundet, er de menneskeskabte forandringer i klimaet ikke til at komme uden om.
- Det tager tid at ændre udviklingen, og vi er kun lige begyndt, siger statsministeren.
Ud over sejlads på Isfjorden ved Jakobshavn skal Ban Ki-moon og hans værter ifølge grønlandsk radio, KNR, besøge Uummannaq, hvor Aleqa Hammond er vokset op. På programmet står hundeslædetur for gæsterne og deres ægtefæller.
Grønlands-besøget slutter torsdag.
/ritzau/