VK-regeringen lod selv EU-regler overtrumfe et flertal i Folketinget

I 2005 vægtede daværende forbrugerminister Lars Barfoed (K) EU-reglerne højere end et flertal i Folketinget i en sag om multivitaminjuice. Dobbeltmoralsk og hyklerisk, lyder kritikken.

- Jeg ville således handle i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser, hvis jeg fulgte Udvalgets pålæg, hvorfor regeringen ikke har mulighed for at følge flertalsindstillingen i Fødevareudvalgets beretning, skrev daværende forbrugerminister Lars Barfoed (K) i 2005. (Foto: © Claus Bech, Scanpix)

Venstre og Konservative kritiserer i disse dage regeringen for at lægge sig fladt ned for EU-reglerne i sagen om børnecheck.

De to partier mener, at regeringen bør rette sig efter dansk lovgivning, som modsat EU-retten, stíller krav til, at udlændinge skal optjene retten til eksempelvis børnechecken.

Men de to partier er selv dobbeltmoralske.

Det mener Socialdemokraterne og Enhedslisten og henviser til, at tidligere familie- og forbrugerminister og nuværende K-formand, Lars Barfoed, i 2005 selv lod EU-retten gå foran et folketingsflertal.

- Konservative stiller sig op og råber, selvom deres egen formand har stået i samme situation. Jeg synes, det er ærgerligt, at de nu forfalder til den der "går den så går den"-tilgang i stedet for at præsentere løsninger, siger politisk ordfører, Maja Panduro (S).

Sagen om multivitaminjuice

Det var i sagen om multivitaminjuice, at et flertal i Folketinget ikke mente, at navnet "multivitamin" skulle have lov at fremgå af juicen med begrundelsen.

Dansk lovgivning tillader nemlig ikke, at et produkt markedsføres med et navn, der angiver øget næringsværdi ved hjælp af tilsætningsstoffer, her vitaminer.

Men i et svar til Folketingets Fødevareudvalg fra 27. april 2005 skrev Lars Barfoed imidlertid:

- Jeg ville således handle i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser, hvis jeg fulgte Udvalgets pålæg, hvorfor regeringen ikke har mulighed for at følge flertalsindstillingen i Fødevareudvalgets beretning.

Ifølge EU-lovgivningen må produktet nemlig gerne mærkes "multivitamin", når det ikke kan antages, at forbrugerne kan blive snydt af navnet til at tro, at produktet har andre positive egenskaber end at være tilsat vitaminer.

S: Konservative har mistet jordforbindelsen

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, mener, at Lars Barfoeds svar i 2005 viser, at De Konservative "har mistet jordforbindelsen" i den aktuelle sag om børnecheck.

- At Barfoed siger det direkte, gør det ret vildt, at hans parti i dag står og opfordrer til at bryde EU-lovgivningen, siger Maja Panduro.

Konservative har i dag varslet et mistillidsvotum mod regeringen, hvis den ikke vil følge et muligt folketingsflertal om at gå imod EU-reglerne i sagen om børnechecken.

Men det udstiller helt konkret De Konservatives dobbeltmoral, mener Maja Panduro.

- Det er udelukkende et forsøg på ikke at forholde sig til, at deres egen formand har stået i samme situation, som regeringen gør nu, dengang han selv var minister, siger hun.

Enhedslisten: Det er rent borgerligt hykleri

De forskellige tilgange til sagerne om multivitaminjuice og børnecheck gør Lars Barfoed til en hykler, mener Enhedslistens Per Clausen.

- Når man ser på, hvor meget Lars Barfoed fører sig frem i sagen om børnechecken, kan der ikke være tvivl om, at det er rendyrket hykleri, siger Per Clausen.

Kan man sammenligne de to sager?

- Principielt kan man. Det afgørende er, om man skal følge flertallet i det danske Folketing eller ej. Også når flertallet i Folketinget betyder, at man bryder EU-retten. Det var der tvivl om dengang, og det kan der være tvivl om nu også, siger Per Clausen.

- Uanset hvordan Venstre og Konservative hopper og danser i denne sag om børnecheck, har de tidligere vist, at de er villige til at bøje nakken for EU-retten, uden de synes, det skal have nogle konsekvenser, siger Per Clausen.

Konservative: Der er forskel på de to sager

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Barfoed, men De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, der under multivitaminjuice-sagen var kulturminister i VK-regeringen, mener dog, at der er "gradsforskelle" på de to sager.

For eksempel var der ikke i 2005 en lov, der dikterede navnet på det pågældende produkt, siger Brian Mikkelsen.

- Men i sagen om børnechecken har man jo direkte suspenderet dansk lov. Man praktiserer simpelthen direkte imod den, siger han.

Brian Mikkelsen mener desuden, at det ikke gavner den aktuelle debat om børnechecken at diskutere en ni år gammel sag.

- Vi forholder os til nutiden. Det er for alvorligt et spørgsmål til mudderkasteri. For os handler det om, at der er nogle værnsregler nu og her mod, at danske velfærdsydelser kan blive sendt ud af landet, siger han.

Sagen om multivitaminjuice endte med, at Lars Barfoed i sommeren 2005 fik en næse af et flertal i Folketinget bestående af den daværende opposition og VK-regeringens eget støtteparti, Dansk Folkeparti.