Den 25. maj skal danskerne til folkeafstemning om EU. Men denne gang er emnet ikke kun, hvem der skal repræsentere Danmark i EU-parlamentet.
Også spørgsmålet om, hvorvidt vi skal tilslutte os en fælles EU-patentdomstol står på stemmesedlen.
To måneder før afstemningen er mere end hver tredje vælger dog fortsat i tvivl om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej, viser en ny meningsmåling som Epinion har foretaget for DR Nyheder.
Professor: EU-patentdomstol er for svær at forhold sig til
Her svarer 36 procent, at de enten er i tvivl eller ikke ved, hvad de vil stemme den 25. maj.
Og faktisk er spørgsmålet så teknisk, at det slet ikke er egnet til en folkeafstemning, mener professor i statskundskab på Københavns Universitet, Peter Nedergaard.
- Det er godt med afstemninger om euroen og forfatninger og EU-traktatændringer, men at lave folkeafstemninger om så lille et spørgmål, det er ikke særlig smart, siger han.
Vi skal stemme, fordi Folketinget ikke kan enes
EU's patentdomstol og patentsystem, der har været undervejs siden 2000, skal sikre, at alle EU-lande, der tilslutter sig, skal følge de samme patentregler, og at man som virksomhed kan søge patent i alle lande på én gang.
Da loven indebærer afgivelse af dansk suverænitet, kan den kun vedtages, hvis mindst fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemmer for den.
Men med modstand fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti er spørgsmålet nu sendt ud til befolkningen, og det er helt gak gak, mener Peter Nedergaard.
- Meget få mennesker ved nogle detaljer om, hvor vigtig patent er for beskæftigelsen og hvordan en patentdomstol kommer til at fungere, siger han.
Folk stemmer på forkert grundlag
Peter Nedergaard er overbevist om, at det bliver meget andet end en patentdomstol, der kommer til at afgøre valget i maj.
- Så er det, at alt muligt andet kan komme ind. Så synes de måske, at al snakken om velfærdsturisme er for galt. Og så stemmer de nej til noget, der slet ikke har noget med det at gøre, siger han.
Radikale: Specielt spørgsmål
De Radikales spidskandidat til Europaparlamentet, Morten Helveg Petersen, er ikke overrasket over, at hele 36 procent af danskerne er i tvivl om, hvad de skal stemme til patentdomstolen.
Han anerkender, at det er et lidt specielt spørgsmål at lade danskerne tage stilling til.
- Der er et stort flertal på Christiansborg for det her, men det er ikke stort nok til, at vi kan vedtage det her - og derfor skal vi have en folkeafstemning.
Selv er han dog ikke i tvivl.
- Patentdomstolen er til stor fordel for dansk erhvervsliv, for danske virksomheder og alle, der skal leve af gode ideer i fremtiden. Vi skal gerne leve af viden i det her samfund. Og det indebærer også, at man kan patentere, siger han.
Hver femte vil sige nej til EU-patent
Dermed er Morten Helveg Petersen på linje med 44 procent af danskerne, som også siger til Epinion, at de vil stemme ja til EU-patentdomstolen den 25. maj.
Kun 20 procent af danskerne har ifølge Epinions måling tænkt sig at stemme nej til patentdomstolen, på samme måde som Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil gøre.
Og for Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten er der mange gode grunde til at spørge danskerne hver gang, vi afgiver suverænitet.
- Jeg tror sagtens, at befolkningen kan håndtere at tage stilling til den domstol, siger han.
Data i Epinion-undersøgelsen er indsamlet fra d. 10/3 2014 til d. 13/3 2014. I alt har 2.060 respondenter deltaget i denne undersøgelse. Dette giver en statistisk usikkerhed på +/÷ 2,2 procentpoint.