EUs udenrigsministre er enige om, at Rusland har få dage til at nedtrappe konflikten i Ukraine.
Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard, der netop har orienteret Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om mandagens møde i EU, hvor EUs udenrigsministre diskuterede konflikten i Ukraine.
- Det, vi blev enige om i går, er, at vi forlader to forhandlingsborde, hvis situationen ikke er nedtrappet inden for få dage, siger Martin Lidegaard.
De forhandlinger, ministeren henviser til, er de frie visaforhandlinger og den økonomiske aftale, man er ved at forhandle med Rusland.
På spørgsmålet, om hvor lang tid få dage er, siger Lidegaard:
- Det ville være nærlæggende at tænke på, at stats-og regeringscheferne skal mødes torsdag. Men det er ikke mig, der beslutter det.
Ikke en mirakelkur
Martin Lidegaard fastholder, at man skal være forsigtig med at indføre økonomiske sanktioner.
- Økonomiske sanktioner er ikke nogen mirakellkur desværre. Man skal bruge dem med varsomhed, og man skal bruge dem til at presse målrettet. Vi skal bruge dem til at sige; det har en konseksvens, hvis det eskalerer, siger Martin Lidegaard.
Venstre: Sanktioner bør træde i kraft nu
Udenrigsministeren har Folketingets opbakning til regeringens linje, også selv om blandt andet Venstre presser på for netop økonomiske sanktioner.
- Jeg synes, at den danske regering bør virke for sanktioner nu. Den danske regering mener, at man skal forhandle og jeg forstår ikke helt om hvad, siger Søren Pind, udenrigsminister for Venstre.