Ny SF-formand: S og R svigtede os i regeringen

Men vi har ikke taget en kollektiv fortrydelsespille, siger Pia Olsen Dyhr i sin første tale som partiformand.

Pia Olsen Dyhr fra talerstolen under SF's ekstraordinære landsmøde i Kolding. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

SF's forventninger til regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale var store efter folketingsvalget i 2011, men skuffelsen endte med at blive endnu større.

Sådan lyder det fra Pia Olsen Dyhr, der lørdag formiddag holder sin første tale som SF-formand på partiets ekstraordinære landsmøde i Kolding.

- Vi regnede dengang med, at vi sammen med Socialdemokraterne i endnu højere grad kunne presse De Radikale på den økonomiske politik, på fordelingspolitikken og på arbejdsmarkedspolitikken, siger Pia Olsen Dyhr.

- Og vi regnede med De Radikale på områder som ligestilling, værdipolitik og folkeskolen.

- Vi måtte bare erkende, at vi ofte stod alene, når kampene skulle kæmpes, siger Pia Olsen Dyhr.

Det kom med en pris at sidde i regering

SF-formanden fastslår dog, at SF formåede at trække den daværende SRSF-regering til venstre og peger blandt andet på togfonden, afskaffelse af fattigdomsydelser og kampen mod social dumping som eksempler på klar SF-politik i regeringen.

Men der har også været mange svære kompromiser.

- Alt det her havde selvfølgelig en pris. Og nogen synes også, at den pris var for høj. Men det er jo hele præmissen for at levere konkrete resultater, siger Pia Olsen Dyhr, der understreger, at SF fortsat har ambitioner om igen at komme i regering en dag.

Hun sender imidlertid også en tak til både S og R for de godt to års regeringssamarbejde og understreger, at SF er klar til at samarbejde med SR-regeringen.

Ingen kollektiv fortrydelsespille

Pia Olsen Dyhr og SF er på flere områder kommet med nye meldinger, efter at partiet gik ud af regering.

Men formanden understreger, at SF ikke har lavet nogen kovendinger.

- Medierne har de sidste dage skrevet, at SF har fortrudt det ene og det andet og det tredje fra tiden i regering. Men bare så der ikke er nogen tvivl: Vi har ikke taget en kollektiv fortrydelsespille. Og vi fortryder ikke noget, siger Pia Olsen Dyhr.

- Men selvfølgelig er der ting, vi som SF'ere mener, at regeringen kunne have gjort anderledes. Det sagde vi, mens vi sad i regering, og ja, det mener vi stadigvæk, siger hun.

Røffel til oprørske SF-folketingsmedlemmer

Tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen trak sig som formand og hev SF ud af regering, efter at hun ikke kunne opnå sikkerhed for, at hele partiets folketingsgruppe ville stemme for regeringens linje i sagen om at sælge dele af Dong til Goldman Sachs.

Det var SF'ere som Trine Pertou Mach, Lisbeth Bech Poulsen, Özlem Cekic og Karsten Hønge, der i første omgang ikke bakkede op om landsledelsens beslutning om at stemme for salget.

Og det var slet ikke i orden, fastslår partiets nye formand i sin landsmødetale.

- Det er simpelthen ikke holdbart, at formanden for vores parti ikke kan få sikkerhed for, at hele gruppen ville stemme som landsledelsen har besluttet, siger Pia Olsen Dyhr.

- Derfor havde Annette heller ikke andet valg end at trække SF ud af regering. Jeg håber ikke, at vi nogensinde kommer til at stå i den situation igen, siger hun.

Pia Olsen Dyhr takkede også Annette Vilhelmsen for arbejdet som formand "i en meget vanskelig tid for vores parti".