Støjberg bliver ny politisk ordfører i Venstre

Inger Støjberg gør comeback som politisk ordfører for Venstre. Større ordførerrokade kan være på vej i partiet

Inger Støjberg bliver ny politisk ordfører i Venstre. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)

Inger Støjberg kan igen kalde sig politisk ordfører i Venstre.

På partiets gruppemøde torsdag morgen blev hun udnævnt som ny politisk løjtnant for Lars Løkke Rasmussen. Hun overtager posten efter Ellen Trane Nørby.

Skiftet på ordførerposten skyldes, at Ellen Trane Nørby oprindeligt skulle være spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i juni. Den post trak hun sig tidligere fra, fordi hun er gravid. Selvom Trane ikke skal til Bruxelles, skifter Venstre alligevel.

Støjberg har erfaringen

Det er en erfaren politisk ordfører, der nu skal stå på mål for Venstres holdninger og være med at støbe de politiske angreb over for regeringen. Inger Støjberg har nemlig tidligere haft tjansen som politisk ordfører i Venstre i perioden 2007-2009.

En af de faste opgaver dengang var igen og igen at afvise, at Anders Fogh Rasmussen var i gang med at veksle sin statsministertitel til en international toppost.

Da det alligevel blev en realitet - trods Støjbergs gentagne afvisninger - trak Lars Løkke Rasmussen hende ind i regeringen og gjorde hende til beskæftigelsesminster. En post, hun havde frem til regeringsskiftet i 2011.

Større rokade på vej

Udskiftningen på den politiske ordførerpost er ikke den eneste rokade i folketingsgruppen.

Partiet skal også vælge en nye næstformænd i gruppen. Den post afviser Ellen Trane Nørby over for DR, at hun skal overtage.

Gruppeledelsen benytter samtidig lejligheden til at lave en større rokade af ordførerposterne i partiet. En kilde i ledelsen har tidligere fortalt, at det ske for at 'give gode folk nye poster'. Den kabale får partiet til at gå i næste uge.

Udskiftningerne på ordførerposterne kan derfor også ses som et af de første træk i Venstre for at partiet klar til den folketingsvalgkamp, der senest skal afholdes i september næste år.