SF fortryder to punkter i kontanthjælpsreform

Forsørgerpligt og nedsat forsørgertillæg til unge forældre på kontanthjælp har ramt for hårdt, erkender Pia Olsen Dyhr.

SF vil bruge i alt 375 millioner årligt på justeringer af kontanthjælpsreformen. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

SF fortryder nu to punkter i kontanthjælpsreformen, som partiet selv indgik forlig om, mens det stadig var en del af regeringen.

For ifølge SFs nye formand Pia Olsen Dyhr rammer forsørgerpligten for samboende ugifte og visse unge på kontanthjælp hårdt - også for hårdt, siger hun til DR Nyheder:

- Vi kan jo se, at der er kommet rigtig mange mennesker unødigt i klemme. Nogle har måttet gå fra hus og hjem, og nogle af har måttet gå fra hinanden.

Børn ofre for social arv

Det kommer i sidste ende kommer til at gå udover børnene, påpeger hun:

- De børn, der kommer til at leve i fattigdom, har rigtig svært ved at bryde den negative sociale arv, hvilket er noget, vi havde meget fokus på, da vi sad i regering. Derfor bliver vi nødt til at se på det her igen. Vi er glade for at regeringen har en udstrakt hånd, så vi kan kigge på det og finde en løsning, siger Pia Olsen Dyhr.

SF vil bruge i alt 375 millioner årligt på justeringer af reformen. Pengene kan - ifølge partiet -findes ved at sikre korrekt udbetaling af sociale ydelser.