Fødevareminister Dan Jørgensen (S) kæmper nu for, at danske mælkebønder skal slippe for at betale enorme millionbøder for at producere mere mælk, end EUs mælkekvoter tillader.
De store afgifter skal mindskes og gerne helt væk, mener ministeren.
Danmark har i årevis kæmpet for at få fjernet EUs mælkekvoter, for Danmark er et af de EU-lande, som har mulighed for at producere meget mere.
Bliver først udfaset frem mod 2015
Kvoterne bliver nu udfaset frem mod 2015, hvor de faktisk forsvinder helt. Men denne udfasningsperiode er dyr for de danske bønder, som producerer for meget. Det skal der gøres noget ved, mener Dan Jørgensen.
- Vi mener, sammen med en række andre lande, at EU-Kommissionen igen bør se på, om man ikke kan lempe den her afgift, så mælkeproducenterne kan fortsætte med at producere mere, frem til at kvoterne ophører, siger Dan Jørgensen.
Han er mandag til møde i Bruxelles med de andre EU-landes landbrugs- og fiskeriministre.
En blød landing
Bønderne vil have mulighed for at forberede sig på at producere mere, når kvoterne ophører i 2015. Derfor overskrider de kvoterne. Det er forståeligt, synes Dan Jørgensen.
- Vores forslag er at finde en blød landing, hvor man lemper på de her afgifter, siger Dan Jørgensen, der allerhelst så bøderne helt afskaffet i udfasningsperioden.
Ifølge ministeren lyder svaret fra kommissionen, at den lytter og vil tænke over det.
200 kroner hver hver 100 kilogram
Kvotesystemet blev indført i 1980erne som et forsøg på at håndtere en generel overproduktion af mælk i Europa. Hver medlemsstat bliver tildelt kvoter, som så bliver fordelt på de enkelte mælkeproducenter.
Når et land går over sin tilladte kvote, bliver der udskrevet en bøde til mælkeproducenterne på lidt over 200 kroner for hver 100 kilo overproduktion.
Fødevareministeriet forventer, at danske mælkeproducenter bliver opkrævet en afgift på cirka 172 millioner kroner for at overskride kvoten med 2,13 procent fra april 2013 til marts 2014.
I kvoteåret 2012-2013 måtte de danske mælkeproducenter af med 38,4 millioner kroner for at have produceret mere mælk, end de måtte.
/ritzau/