Der er brug for et stærkt SF.
Det siger SF's nye formand Pia Olsen Dyhr på sit første pressemøde på Christiansborg.
- Det er værd at minde om, at SF har gjort en forskel i regering. Vi har gjort en forskel, men vi har naturligvis også indgået forlig. Sådan er politik, siger Pia Olsen Dyhr.
Udenfor regeringen får SF en ny rolle, siger den nye formand.
- Vi kan sige tingene klarere. Det, vi før sagde ved forhandlingsbordet, kan vi nu sige i offentligheden, siger Pia Olsen Dyhr.
Hun nævner, at partiets første opgave bliver at få indflydelse på den kommende beskæftigelsesreform.
Se hele pressemødet i videoen i toppen af artiklen.
Historisk krise
Pia Olsen Dyhr er nu partiformand, efter at ingen andre kandidater har meldt deres kandidatur. Tidsfristen for at stille op udløb torsdag formiddag.
Den tidligere minister overtager formandsposten fra Annette Vilhelmsen, der for to uger siden forlod formandsposten og samtidig trak SF ud af regeringen.
SF står midt i en historisk krise og blev i sidste uge målt lavest nogensinde i en måling foretaget af Epinion for DR Nyheder. Her blev SF målt til at være Folketingets mindste parti.