Olsen Dyhr: SF skal spille en rolle ved forhandlingsbordet

SF's foreløbig eneste formandskandidat hilser et kampvalg velkommen.

Pia Olsen Dyhr er klar til kampvalg om formandsposten i SF. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

Tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr stiller op som formand til SF ved partiets landsmøde i marts.

Det bekræfter hun over for DR Nyheder.

Hendes ambition, hvis hun bliver valgt som partiets næste formand, er at sikre partiet maksimalt indflydelse som parlamentarisk grundlag for den nye SR-regering, efter at SF i sidste uge forlod regeringen.

- SF med mig som formand vil blive et indflydelsesparti, der går ind og skaber konkrete resultater, siger Pia Olsen Dyhr.

Første store test bliver beskæftigelsesreformen

Hun nævner den kommende beskæftigelsesreform som et afgørende område, hvor SF skal vise sig som et løsningsorienteret parti, selvom man ikke længere sidder med i regeringen.

- Der skal vi vise, at vi er gode i forhandlingsrummet. A-kasser skal have en rolle at spille, og arbejdsløse skal ikke på ligegyldige kurser, siger Pia Olsen Dyhr.

- Og pengene fra beskæftigelsesreformen skal ikke bruges på at sænke skatter og afgifter. Det er helt sikkert.

- Uden SF kan jeg godt være bekymret for, at det kommer til at ske med borgerlige stemmer, siger hun.

SF forlod regeringen, og Annette Vilhelmsen gik af som formand, som følge af statens salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Den beslutning var Pia Olsen Dyhr ikke enig i, men det er vigtigt, at SF lærer af forløbet med Dong og Goldman Sachs og kommer med konkrete løsningsforslag og ikke stiller sig i et hjørne og surmuler, mener Pia Olsen Dyhr.

Har talt med Jonas Dahl

Pia Olsen Dyhr er foreløbigt den eneste SF'er, der har meldt sig ind i kampen om at blive partiets næste formand.

Tidligere skatteminister Jonas Dahl er blevet udråbt som én af favoritterne til at stille op, og Pia Olsen Dyhr har da også talt med Jonas Dahl, inden hun offentliggjorde sit kandidatur.

- Ja, det har jeg, siger Pia Olsen Dyhr.

Hvad sagde han til det?

- Det vil jeg overlade til Jonas Dahl at svare på.

Det har torsdag aften ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra Jonas Dahl.

Olsen Dyhr er klar til kampvalg

SF har dog en solid tradition for kampvalg, når partiet skal vælge ny formand, og Pia Olsen Dyhr hilser også et eventuelt kampvalg velkommen.

- Det er fint med kampvalg. Det er helt legitimt. Jeg har meget klart sagt, hvad jeg gerne vil, og hvis nogen mener noget andet og vil gøre det på en anden måde, så skal de stille med en kandidat. Det vil kun være rimeligt. Ellers bakker man op om min linje, siger Pia Olsen Dyhr.

Kandidater til SF's formandspost skal senest torsdag den 13. februar klokken 10 melde deres kandidatur.