SF's første formandskandidat har meldt sig under partifanen.
Partiets Pia Olsen Dyhr vil være formand.
Det siger politikeren til Politiken. Over for DR Nyheder bekræfter Pia Olsen Dyhr kort, at hun stiller op.
- Jeg stiller op som formand for SF. Jeg tror, at SF har en berettigelse i dansk politik. Danmark ville være fattigere, hvis SF ikke var her, og vi har brug for at genrejse partiet. Det vil jeg gerne være med til, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.
Hun stillede også op til formandsvalget i 2005, hvor hun dog tabte til Villy Søvndal.
Pia Olsen Dyhr har, siden SF trådte ud af regeringen, været en af favoritterne til formandsposten. Og flere af SF's profiler har allerede tilkendegivet deres støtte til hende som en formand. Herunder Holger K. Nielsen, Steen Gade og gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.
Vil træde i karakter som støtteparti
Da SF forlod regeringen i sidste uge var det ikke med Pia Olsen Dyhrs gode vilje, hun ser dog nye muligheder for partiet, nu hvor det har status af støtteparti som Enhedslisten.
- Hvis vi kan lykkes med den rolle, har vi en enorm styrke, fordi Enhedslisten jo ikke på noget tidspunkt har været villig til at tage ansvar. Enhedslisten er de rene hænders parti. Og hvis man mener, at SF skal være dér, tager man fejl. Så skal man melde sig ind i Enhedslisten, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.
SF vælger ny formand på et ekstraordinært landsmøde første weekend i marts.
Her skal også vælges to næstformænd, da både Peter Westermann og Mette Touborg er trådt tilbage, efter balladen om Dong-salget til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har splittet partiet.