Pia Olsen Dyhr vil være formand for SF, og i disse dage er der blevet lagt flere og flere æg i kurven hos hende.
For med Holger K. Nielsens udmelding om opbakning til Olsen Dyhr som ny formand for SF, er der efterhånden en ikke-ubetydelig vægt af top-SF'ere, som har peget på deres favorit.
Pia Olsen Dyhrs støtter tæller blandt andre:
Ninna Thomsen, SF's sundhedsborgmester i København:
- For mig at se er Pia Olsen Dyhr den eneste, der kan tegne en klar linje. Hun er skarp retorisk, hun kan lægge en strategi, har den nødvendige konsistens, og så tør hun være leder. Jeg mener, at SF har behov for en, der tør være leder, har Ninna Thomsen sagt til Berlingske.
Mette Touborg, borgmester i Lejre og partiets helt store stemmesluger ved kommunalvalget. Er næstformand i partiet frem til et ekstraordinært årsmøde i marts:
- Jeg synes, Pia Olsen Dyhr er et godt bud, lyder Mette Touborgs kortfattede opbakning.
Pernille Vigsø Bagge, SF's nuværende politiske ordfører og gruppeformand:
- Tak for at du stiller op, Pia. Det har vi brug for og det giver håb for en rød-grøn genrejsning af SF. Vi har bidt i græsset, men nu kommer vi stærkt tilbage. God vind i kampen om formandsposten. Vi er mange der støtter op.
Holger K. Nielsen, tidligere partiformand og minister:
- Hun er det bedste bud i den situation, vi står i. Hun kan samle partiet, og hun har signaleret, at det er det, der er hendes interesse, sagde Holger K. Nielsen til Politiken torsdag.
Karsten Hønge, SF's vikar i Folketinget:
- Pia Olsen Dyhr er et godt bud som formand, og jeg forventer at støtte op om hende. Jeg har egentlig ikke behov for at lave eftersøgning efter andre, siger han.
Steen Gade, folketingsmedlem og SF's finansordfører:
- Hun har sine ben og fødder godt plantet både i den røde og i den grønne del af politikken, har Steen Gade sagt.
Jonas Dahl har ikke taget stilling
Den nu tidligere skatteminister Jonas Dahl bliver også nævnt som mulig ny partiformand. Han siger dog, at han endnu ikke har besluttet, hvorvidt han stiller op.
Herudover har en række SF'ere afvist, at de stiller op: Trine Pertou Mach, tidligere politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen, afgående næstformand Mette Touborg, gruppeformand Pernille Vigsø Bagge og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen.
En regering uden SF
SF valgte i sidste uge at trække sig fra regeringssamarbejdet efter et par mildt sagt turbulente dage.
Frasalget af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs skabte splid i partiet, hvor SF-formand Annette Vilhelmsen blandt flere i folketingsgruppen ikke havde opbakning til, at partiet skulle stemme for aftalen.
Den interne ballade førte til, at både partiets næstformænd, politiske ordfører og fungerende gruppeformand trak sig fra deres poster.
Samtidig går Annette Vilhelmsen af som formand ved et ekstraordinært landsmøde første weekend af marts. Det er her, at partiets nye formand skal findes.