Ellen Trane trækker sig som spidskandidat

Ellen Trane Nørby skal alligvel ikke være spidskandidat for Venstre til EP-valget. Ulla Tørnæs overtager førstepladsen på listen.

Ellen Trane Nørby skal alligvel ikke være spidskandidat til EP-valget. Hun har trukket sig, fordi hun er gravid. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Bare tre måneder før valget har Venstre skiftet spidskandidat til Europaparlamentetsvalget.

Ellen Trane Nørby har nemlig droppet sit kandidatur. Årsagen er, at hun er gravid. I stedet har Venstre forretningsudvalg udpeget den tidligere minister Ulla Tørnæs som ny spids.

- Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal få et liv med et lille barn til at hænge sammen med et liv som europapolitiker med flere dage om ugen i Bruxelles eller Strasbourg. Derfor har jeg meddelt, at jeg ikke længere er til rådighed som spidskandidat, siger Ellen Trane Nørby.

Løkke: Tørnæs er en stærk kandidat

Ulla Tørnæs glæder sig til at blive Venstre frontfigur ved det næste valg:

- Jeg er utrolig glad for den tillid, som Venstre har vist mig ved at indstille mig til at blive spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget. Jeg glæder mig til at komme i gang med valgforberedelserne og ser frem til en spændende opgave, skriver Ulla Tørnæs på sin Facebook-profil.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lykønsker både Trane og Tørnæs:

- Jeg har kendt Ulla i mange år, og jeg ved, at hun er optaget af og interesseret i europæisk politik. Hun bliver en stærk kandidat, der kan sikre Venstre et godt valg, siger han i en pressemeddelelse.

Ellen Trane Nørby forlader efter planen sin post som politisk ordfører for Venstre indtil marts. Herefter fortsætter hun som folketingsmedlem.