Tirsdag fik den socialdemokratiske folketingsgruppe endnu et nyt medlem.
Tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har nemlig byttet sit partimedlemsskab hos SF ud med et tilsvarende hos Socialdemokraterne.
Og han bliver budt velkommen af partiets gruppeformand, Henrik Dam Kristensen:
- Ole Sohn har været en markant del af dansk politik i mange år. Han var en drivende kraft i, at det lykkedes os at få et regeringsskifte. Ingen kan være i tvivl om, at Ole Sohn har været optaget af, at vi skulle have en ny regering, og det har han arbejdet ihærdigt for i mange år, siger han.
- Vi har den samme politiske ambition. Han er optaget af det regeringsprojekt, vi har gang i nu og støtter det fuldt og helt. Og det føler han bedst, han kan gøre hos os.
Skal godkendes af folketingsgruppen
Før Ole Sohn formelt kan kalde sig fuldgyldigt medlem af den socialdemokratiske gruppe, skal gruppen formelt godkende ham. Det sker på partiets gruppemøde kl. 11.30 i dag. Her vil Astrid Krag også formelt blive optaget som nyt S-folketingsmedlem.
Først herefter får de to nye socialdemokrater nye udfordringer, de kan kaste sig over.
- Nu sætter vi os ned stille og roligt i løbet af ugen og finder ud af, hvad det er for nogle opgaver, Ole Sohn skal løse i den socialdemokratiske folketingsgruppe, siger Henrik Dam Kristensen.
De to nye socialdemokratiske folketingsmedlemmer betyder, at partiet nu er folketingets største sammen med Venstre.
Begge partier har nu 47 medlemmer.
- Det er jeg selvfølgelig ikke utilfreds med, siger Henrik Dam Kristensen.