Rokade giver genrejsning til Hækkerup-klanen

Karen Hækkerup (S) bliver en del af regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

Nick Hækkerup bliver i morgen præsenteret som ny sundhedsminister. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Hækkerup-klanen træder et trin op i Socialdemokraternes hierarki, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for sjette gang har rokeret om i regeringen.

Karen Hækkerup (S) fortsætter som justitsminister, men træder nu ind i regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

Det er her, at regeringens større initiativer og lovforslag bliver diskuteret.

Sundhedsministeriet er lidt tungere

Samtidig skifter Nick Hækkerup (S), Karen Hækkerup svoger, sin ministerstol i handels- og Europaministeriet ud med ministerstolen i Sundhedsministeriet.

Dette betragtes også som et trin op ad stigen, fordi Sundhedsministeriet er et noget tungere ministerium.

Dermed har en af de mest kendte familier i dansk politik for alvor fået comeback, efter at både Karen Hækkerup og Nick Hækkerup blev degraderet i sommeren 2013.

- Der er genrejsning og opstigning til Karen Hækkerup og Nick Hækkerup, som begge sidder på tunge ministerposter nu, siger Uffe Tang, politisk redaktør i DR.

Fra social til fødevareminister

I august 2013 Nick Hækkerup taget fra posten som forsvarsminister og blev i stedet handels- og europaminister.

Ved samme rokade blev Karen Hækkerup fødevareminister i stedet for socialminister.

- Dengang blev Hækkerupperne straffet for det, der blev anset for at være illoyalt i forbindelse med selskabsskattelettelserne. Men for Helle Thorning-Schmidt er der grænser for, hvor meget man kan holde til at straffe Hækkerup-familien. De er en stærk fraktion i Socialdemokraterne, siger Uffe Tang.