Klokken 10.30 lørdag mødes SF's kontaktråd i Vingstedscentret i Vejle. Der kommer op mod 200 SF'ere til et møde, der var planlagt allerede inden SF's farvel til regeringen i torsdags, men mødet kommer sandsynligvis til at handle om afgangen.
Programmet lægger nemlig ud med aktuelle politiske sager og SF's situation. Det sker ved taler fra blandt andre afgående formand Annette Vilhelmsen og afgående næstformand Mette Touborg.
- De sidste dage har vist, at SF har det rigtig svært lige nu, men jeg er også sikker på, vi nok skal komme igen. Når vi mødes med alle de her kommunale folk, så samles vi om det, det også handler om. Og det er politik, siger Annette Vilhelmsen inden mødet.
Mødes to gange årligt
SF's kontaktråd mødes to gange om året og drøfter politiske tiltag.
Kontaktrådet består blandt andet af landsledelsesmedlemmer, folketingsmedlemmer, europaparlamentsmedlemmer, borgmestre, storkredsformænd og repræsentanter valgt af SFU.
Udover kontaktrådsmødet i dag, der sker i samarbejde med SF's Kommunalpolitiske Landsmøde, afholdes en socialpolitisk konference søndag.
Forlod regeringen
Torsdag valgte SF at forlade regeringen efter interne uenigheder om regeringens salg af 19 procent af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
I samme forbindelse valgte partiets formand Annette Vilhelmsen også at fratræde sin post. Det betyder, at SF nu står over for et nyt formandsvalg.
Samtidig har seks SF-ministre måtte opgive deres ministerjob, og statsminister Helle Thorning-Schmidt skal derfor sætte et nyt ministerhold. Regeringsrokaden er ventet i løbet af den kommende uge.