SF's vej fra stiftelsen i 1959 til pludselig udtrædelse af regeringen i 2014 har været mere end bare bumlet.
Undervejs har venstrefløjspartiet flere gange været splittet og balanceret på afgrundens rand.
Det begyndte ellers strålende med et kanonvalg i 1966, hvor SF fik hele 20 mandater og som støtteparti for Socialdemokratiet med Jens Otto Krag som statsminister kunne mønstre et flertal i Folketinget.
Et rødt kabinet var født.
Ny politisk linje
Arbejdet som støtteparti holdt dog kun et år, da det gav anledning til splittelse internt. Fire folketingsmedlemmer forlod partiet og dannede Venstresocialisterne.
Og så fulgte en af de store nedture, da SF ved folketingsvalget i 1968 nærmest blev halveret, og formand Aksel Larsen trådte tilbage.
Nedturen udviklede sig yderligere i 1973, da jordskredsvalget betød, at SF mistede seks mandater. Formanden på daværende tidspunkt Sigurd Ømann trak sig, og Gert Petersen trådte til.
Det kastede også en ny linje af sig, hvor partiet nu i højere grad fokuserede på miljøet og kønspolitik.
Holger K. til fadet
Og så vendte det igen for SF. Partiet lå op igennem 1980'erne stabilt på omkring 20 mandater, men ved folketingsvalget i 1987 røg SF op på rekordhøje 27 mandater.
Men vælgersuccesen var midlertidig, og ved folketingsvalget i 1990 mistede SF ni mandater. Et år senere trak Gert Petersen sig som formand.
Det kastede partiet ud i et kampvalg mellem Holger K. Nielsen og Steen Gade, som førstnævnte trak sig sejrrigt ud af.
Op igennem 1990'erne stod SF som fast støtte af Nyrup-regeringen og fik indflydelse hist og pist.
Partiets hårde linje over for EU blev effektueret med anbefalingen af et nej til Maastricht-traktaten i 1992, som den danske befolkning fulgte.
Senere accepterede partiet dog traktaten, der blev vedtaget ved en ny folkeafstemning.
Villy-effekten
Ved Folketingsvalget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen overtog posten som statsminister, fik SF 12 mandater og røg i opposition uden ret stor indflydelse.
Efter 14 år som formand forlod Holger K. Nielsen så posten i 2005 og kastede SF ud i et kampvalg mellem Villy Søvndal, Meta Fuglsang og Pia Olsen Dyhr med den piberygende folkeskolelærer som vinder.
Det var startskuddet til et helt nyt og opløftende kapitel i historien om SF.
Folketingsvalget i 2007 var én lang sejrsgang for Villy og co., der fordoblede mandaterne til 23. Det var heromkring, at man begyndte at tale om Villy-effekten og formandens lune og muntre facon.
Ikke engang hans svipser om, at han rent faktisk ikke havde besøgt så mange plejehjem, som han rejste rundt og påstod, kunne ødelægge noget.
I årene efter valget i 2007 nærmede SF sig mere og mere Socialdemokraterne, og til sidst var en tæt alliance skabt med den skattepolitiske plan Fair Forandring som omdrejningspunkt.
Men da stemmerne var gjort op efter folketingsvalget i 2011, havde SF mistet syv mandater og stod tilbage med 16 folketingsmedlemmer.
Partiet kunne dog juble over at komme i regering for første gang.
Partitop forregnede sig
Men der gik ikke længe, før der kom malurt i bægeret. Og 7. september 2012 trak Villy Søvndal sig så som formand for SF.
Forventningen var, at Astrid Krag skulle overtage fra Søvndal, men en urafstemning gav overraskende det upåagtede folketingsmedlem Annette Vilhelmsen et stærkt mandat til at lede SF.
Hun lovede, at SF nu skulle stå mere fast på egne holdninger og dreje regeringen i retning mod venstre.
Men det viste sig altså at være mere end svært.