SFs nye gruppeformand vil have Pia Olsen Dyhr i spidsen for SF

SFs nye gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, peger på Pia Olsen Dyhr som ny formand for SF.

Pernille Vigsø Bagge er tilbage på posten som gruppeformand i SF. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

SFs Pernille Vigsø Bagge er tilbage på posten som gruppeformand efter et kaotisk døgn i SF.

Pernille Vigsø Bagge var gruppeformand for partiet, indtil Villy Søvndal forlod formandsposten, men nu er hun tilbage, efter fungerende gruppeformand Karina Lorentzen (SF) sent i går meddelte, at hun trak sig fra posten.

- Jeg er blevet gruppeformand igen - i hvert fald indtil videre, skriver Pernille Vigsø Bagge på Facebook, hvor hun samtidig opfordrer nuværende transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) til at stille op som formand for SF efter Annette Vilhelmsen.

Opfordrer Dyhr

- Nu er det så mit meget store håb, at Pia Olsen Dyhr vil stille sig til rådighed som formandskandidat. Pia er stærk, driftsikker, dygtig, klog og en fantastisk dygtig forhandler. Alt det får SF brug for nu, skriver Pernille Vigsø Bagge, der er overbevist om, at det kriseramte parti nok skal komme tilbage.

- Hold da op hvor vi bider i græsset i disse dage, men hold da op hvor skal vi nok komme stærkt tilbage, skriver hun.

Anne Baastrup (SF) var SFs gruppeformand, indtil hun for kort tid siden tog orlov på grund af stress efter Christiania-sagen. Karina Lorentzen overtog posten, men i går meddelte hun, at hun ikke ønsker at fortsætte på posten.

Partiet skal også finde en ny finansordfører og politisk ordfører.