Man skal tage det seriøst, når SF-landsledelsen indkaldes til krisemøde om frasalget af Dong.
Det vurderer DR's politiske redaktør Uffe Tang.
- Dong-sagen indeholder enormt sprængfarlige ting for SF, og det kan bevæge sig i en retning, som ingen kan forudse. Der er så mange følelser i det for SF'ere og langt ind i Socialdemokratiet også, siger Uffe Tang.
Mission på jordens overflade
Aftalen om et frasalg af Dong til amerikanske Goldman Sachs skal i følge planen færdigbehandles i Folketinget torsdag. Onsdag aften skal SF-landsledelsen så mødes med SF-toppen til et krisemøde om salget.
SF-folketingsmedlemmet Karsten Hønge har offentligt stærkt kritiseret Dong-aftalen, og blandt andet stillet spørgsmålstegn ved 'hvad SF's rolle egentlig overhovedet er på jordens overflade'.
- Det er en dybt ubehagelig situation for SF, for det er svært for dem at æde en aftale med Goldman Sachs. Efter gruppemødet i dag kunne man ikke engang få partiformanden til at gå ud og sige, om hun havde folketingsgruppen bag sig, siger Uffe Tang.
I landsledelsen og i baglandet er flere SF'ere imod Dong-aftalen, fordi den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er blevet kritiseret for sin rolle i finanskrisen og for at have selskaber i skattely.
Historisk svagt parti
SF's landsledelse er magtfuld set i forhold til andre partier på Christiansborg. I sidste uge vedtog landsledelsen en udtalelse om Dong-salget.
Her fremgår det blandt andet, at 'landsledelsen er bekymret for konsekvenserne ved aftalen', og at 'der må være offentligt ejerskab eller kontrol med vitale områder inden for forsyning og infrastruktur'.
- Hvis landsledelsen finder på, at SF-toppen skal ændre helt holdning til aftalen, så er det et spørgsmål om SF's overlevelse i regering, siger Uffe Tang.
Men der har jo før været krisemøder i SF. Er det overhovedet en mulighed, at de træder ud af regering?
- Hvis det er en enig landsledelse eller et flertal, så har SF et problem. Man skal have det med, at SF er et ekstremt hårdt prøvet parti. De har en formand, der er meget presset på alle måder og deres gruppeformand er sygemeldt. Herudover har de en spritny politisk ordfører, der er uerfaren på Christiansborg. Det er et historisk svagt ledet parti, siger Uffe Tang.
SF-formand Annette Vilhelmsen overtog formandsposten fra Villy Søvndal i efteråret 2012. Her vandt Vilhelmsen formandskampen mod sundhedsminister Astrid Krag.