SF-folketingsmedlem opfordrer til timeout i Dong-salg

Undersøg nyt tilbud fra pensionskasser, opfordrer SF'eren Karsten Hønge, der netop er trådt ind i Folketinget.

SFs nyeste folketingsmedlem mener, at salget af Dong-aktier til Goldman Sachs bør sættes på pause. (Foto: © Stine Lilliecrona- DR Fyn)

Folketinget er ved at sælge Dong-aktier til kyniske kapitalister fra USA, og derfor bør man sætte salget på pause og undersøge andre muligheder.

Det mener SFs nytiltrådte folketingsmedlem Karsten Hønge, som kalder det en "god ide" at lade danske pensionskasser købe Dong-aktierne i stedet for at sælge til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

- Man skulle bede om en timeout og se, om det kan lade sig gøre at finde et reelt alternativ til de amerikanske kapitalister, siger Karsten Hønge til DR Nyheder.

Pensionskasser er sent ude, men ikke for sent

SFs politiske ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, har dog peget på, at forslaget fra fagbevægelsens pensionskasser kommer alt for sent. Hun fastslår, at salget af Dong-aktier til Goldman Sachs står ved magt.

Karsten Hønge er enig i, at tilbuddet fra pensionskasserne kommer sent - men ikke for sent.

- Jeg er også skuffet over, at fagbevægelsen ikke noget tidligere har vist sin modstand. Det skulle de have gjort langt tidligere, for det kunne have været med til at sætte skred i Socialdemokraterne, siger Karsten Hønge.

- Men det er bedre sent end aldrig, siger han.

Et salg af Dong Energy kan vente helt til august med at blive endeligt godkendt. Det fremgår af et svar, som Enhedslistens finansordfører Frank Aaen har fået af finansminister Bjarne Corydon (S).

- Vi skal ikke finde os i, at regeringen fører den politik

Karsten Hønge trådte i denne uge ind i Folketinget som suppleant for SFeren Anne Baastrup, der er sygemeldt med stress. Han har ved flere lejligheder været kritisk over for regeringen og SFs ledelse.

Det er han også i denne sag.

- Det er fuldstændig hen i hegnet, at vi skal sælge vigtige, fælles samfundsværdier, som vi har i Dong, til nogle kælderkolde amerikanske kapitalister, siger Karsten Hønge.

Tanker om den slags privatiseringer bør blive, hvor de hører til, nemlig hos de borgerlige, mener han.

- Vi skal ikke finde os i, at en centrum-venstre regering fører en politik, som slet ikke burde være en politik, der burde ligge ovre på vores side af banehalvdelen. Derfor vil jeg håbe, at der både hos Socialdemokraterne, SF og i fagbevægelsen rejser sig en protest imod det her.

Vil ikke stemme imod Dong-salg til Goldman Sachs

Han afviser, at han som nyt SF-folketingsmedlem bør bakke betingelsesløst op om regeringens og dermed SF-toppens linje i forbindelse med salget af Dong.

- Det er så alvorlig en sag, at den skal diskuteres. Den ledelse, vi har i SF, har opfordret til debat og inddragelse, så de må da være glade for, at vi nu tager den debat, siger Karsten Hønge.

Han vil dog ikke bruge sin nye status som folketingsmedlem til at forhindre et salg af Dong-aktier til Goldman Sachs.

- Det er SF og ikke mig, der ejer mit mandat, så jeg stemmer, som SF siger, jeg skal gøre.

Folketinget ventes i næste uge at godkende aftalen, der betyder, at Goldman Sachs køber 19 procent af Dong for otte milliarder kroner.

Corydon: Vi har ikke hørt fra nogen

Finansminister Bjarne Corydon (S) vil ikke forholde sig konkret til, at danske pensionskasser skulle være på vej med et alternativt tilbud på Dong-aktierne, men udtaler følgende i en skriftlig kommentar:

- Finansministeriet er ikke blevet kontaktet i forbindelse med, at nogen skulle overveje et nyt bud på DONG. Det har været kendt i snart et år, at vi og DONG Energy ville gennemføre en proces for at styrke kapitalgrundlaget i virksomheden, og det er fire måneder siden, vi offentliggjorde, at vi var nået til enighed med Goldman Sachs, ATP og PFA.