Nyrup fortsætter kritik: Goldman Sachs er for stærk til staten

Den danske stat har ikke været ordentligt klædt på til at indgå aftalen med Goldman Sachs, mener Poul Nyrup.

Danmarks tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortsætter kritikken af regeringen i forbindelse med salget af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Han siger torsdag til Politiken, at Danmark taber et tocifret milliardbeløb på salget, og at Folketinget bør stoppe handlen.

Nyrup uddyber nu sin kritik over for DR Nyheder og peger på, at der i hans øjne har været en "enorm erfaringsforskel" på handlens to parter: Den danske stat i form af Finansministeriet og så Goldman Sachs.

- Goldman Sachs og deres folk er jo vant til virksomhedsaftaler, undgå at betale skat og presse citronen mest muligt. Det gør de tusind gange om året, siger Poul Nyrup.

- Hvis vi er heldige, så er de nærmeste medarbejdere, der har med Dong at gøre, måske en del af virksomhedshandler en eller to gange i deres liv, siger han.

Corydon afviser Nyrup og resten af de kritiske socialdemokrater

Poul Nyrup Rasmussen kritiserer især tre dele af forløbet:

For det første er Goldman Sachs' vetoret i Dong "helt uhørt"; for det andet er statens tilbagekøbspligt af Goldman Sachs' Dong-aktier kritisabel; og for det tredje er statens værdisættelse af Dong og tidspunktet for salget decideret "forkert".

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser over for DR Nyheder Poul Nyrups og en række andre socialdemokraters kritik af Dong-salget.

Corydon mener ikke, at Goldman Sachs kan score hurtige penge på købet af Dongs aktier.

- De (Goldman Sachs, red.) er ikke inde i en transaktion, der er præget af noget som helst hurtigt. De er inde med en klar aftale om at føre Dongs offensive og grønne forretningsplan ud i livet, siger Bjarne Corydon.

Se Bjarne Corydon forsvare salget af Dong til Goldman Sachs:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:52e0e6bf6187a21aac5e14f9

Han påpeger desuden over for Ritzau, at Poul Nyrup Rasmussen ikke har deltaget i forhandlingerne med Goldman Sachs.

Professor: Staten er jo ikke en naiv enke

Professor Michael Møller fra Institut for Finansiering på Handelsskolen i København nedtoner ligeledes kritikken af Dong-handlen.

Han går direkte i rette med blandt andre Poul Nyrups kritik af den pris, som staten har fået for Dong-aktierne.

- Vi taler jo ikke om en naiv enke, der handler. Vi taler om staten. Det er voksne mennesker, og der er ingen grund til at tro, at de har dummet sig med den pris, der er aftalt. Staten vil altid være interesseret i at få så mange penge som muligt for det, de sælger, siger Michael Møller til Ritzau.

- Resultatet er ikke i Danmarks interesse

Det argument køber Poul Nyrup Rasmussen imidlertid ikke.

- Uanset hvor mange jurister i den danske stat, der måtte have været på den anden side af bordet, så forholder jeg mig til resultatet, og resultatet er ikke i den danske stats interesse.

- Vi går glip af en masse penge - et tocifret milliardbeløb - vi udsætter Dong for et enormt pres fra en kapitalfond - Goldman Sachs - der ikke har en forretningsplan, som satser på det langsigtede, men typisk på de kortsigtede, ekstreme gevinster, siger Nyrup.

Folketinget diskuterer lige nu aftalen, der betyder, at Goldman Sachs bliver medejer af Dong. Goldman Sachs køber nye aktier i Dong for otte milliarder kroner og overtager 19 procent af aktierne.

Se hele interviewet med Poul Nyrup Rasmussen fra DR2 Morgen i videoen i toppen af artiklen.