Finansministeren afviser partifællers kritikken af Dong-salget.
Sagen drejer sig om regeringens beslutning om at sælge Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der er blevet kritiseret for sin rolle under finanskrisen.
Bjarne Corydon mener ikke, at Goldman Sachs kan score hurtige penge på købet af Dong's aktier.
- De (Goldman Sachs, red.) er ikke inde i en transaktion, der er præget af noget som helst hurtigt. De er inde med en klar aftale om at føre Dong's offensive og grønne forretningsplan ud i livet, siger finansminister Bjarne Corydon (S) til DR Nyheder.
Onsdag blev salget til Goldman Sachs stærkt kritiseret, da banken har valgt at placere deres aktiekøb i et skattely og tordag har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen meldt sig i koret af kritikere, der er utilfredse med, at regeringen vil sælge 19 procent af aktierne i DONG til den amerikanske investeringsbank.
Det er kommet frem, at Goldman Sachs vil placere ejerskabet af DONG i selskaber i Luxembourg og på Cayman Islands altså i kendte skattely. Var du vidende om det, da du udformede aftalen?
- Nej, det er jo skatteregler, der regulerer det og ikke aftalen som sådan, og der må vi jo arbejde i tillid til, at skattereglerne holder.
- Forsimplet sagt skal man betale sin skat i Danmark, i et EU-land eller et land, som Danmark har skatteaftaler med, siger finansministeren.
Flere socialdemokratiske borgmestre er skeptiske, og det samme gælder tidligere top-socialdemokrat Ritt Bjerregaard og tidligere energiminister Poul Nielson.
Bedste samlede bud
Bjarne Corydon påpeger, at det længe har været aftalt med bred enighed i Folketinget, at man kan sælge ud af Dongs aktier.
- Det med, at man kunne sælge Dong, har været aftalt i 10 år. Man aftalte, at man kunne sælge halvdelen af Dong til hvem som helst, siger Bjarne Corydon, og understreger endnu engang, hvorfor man valgte Goldman Sachs.
- Goldman Sachs er kommet med det bedste samlede bud, siger ministeren.
Blander debatter sammen
Bjarne Corydon mener, at modstandere af salget blander en generel debat om finanskrisen sammen med salget af Dong's aktier.
- Man skal se på de konkrete betingelser, man kan forhandle sig frem til.
- Man skal se på sagen sagligt i stedet for at tage en helt abstrakt holdningsdebat, og her har vi jo en handel, som involverer en af de helt store amerikanske banker, siger han med henvisning til at Goldman Sachs' rolle i finanskrisen har været meget kritiseret.
Se hele interviewet med Bjarne Corydon i toppen af artiklen.