Kampen om aktiesalget i Dong spidser til. I det ene hjørne står Enhedslisten og Dansk Folkeparti - i det andet står regeringen med støtte fra Konservative og Venstre. Enhedslisten og Dansk Folkeparti er stærkt skeptiske over for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der med en investering på otte milliarder bliver aktionær med 19 procent af aktierne i Dong.
I dag er situationen blevet yderligere tilspidset, efter det er kommet frem, at Goldman Sachs har valgt at placere deres aktiekøb i skattelyet Cayman Island. Oplysninger der indtil i dag ikke var bekendt af en række af aktørerne bag forliget om Dong.
Tavs minister
Hidtil har Finansminister Bjarne Corydon beredvilligt svaret på spørgsmål i pressen angående salget af Dong. I dag er han tavs og ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger.
Det vil Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen til gengæld gerne.
- Jeg kan godt forstå, at man studser over at selskaberne ender på Cayman Island. Og det må Goldman Sachs selv forklare, hvorfor de vælger deres selskab- og investeringsstruktur, som de gør, siger Jesper Petersen
- Men vi har fra statens side gjort klart, at vi forventer, at man overholder de skatteregler, der er, og Goldman Sachs har tilkendegivet, at de forventer at betale udbytteskat i Danmark.
Så det får jer ikke til at agere?
- Vi forventer de overholder skattereglerne, og indtil andet skulle vise sig, så tror vi, de lever op til det, de siger.
Retter I henvendelse til Goldman Sachs, når I i dag bliver klar over, at de har oprettet selskaber på Cayman Island?
- Goldman Sachs og alle andre, der er med i denne sag, er ikke i tvivl om at vi forudsætter, at alle regler skal overholdes, og det har de tilkendegivet over for Finansministeriet, at de vil. Og jeg tror, de som professionelt firma følger med i, hvordan debatten den er, og jeg forventer den besked er hørt.
Vidste intet
Vidste du, at de havde oprettet selskaber på Cayman Island?
- Nej, jeg var klar over, de havde oprettet en afdeling i Luxembourg. Og det kan jeg godt forstå, man studser over. Først Luxembourg og siden Cayman Island.
Alle de politikere, jeg har talt med i dag, har ikke vidst noget om det her underselskab, og det står ikke i aktstykket. Alligevel agerer I ikke?
- Der er ikke noget, der har ændret sig. De regler, der er, når man som udenlandsk selskab investerer i Danmark skal overholdes. Det sker hver eneste dag at udenlandske investorer køber og sælger aktier i Danmark. Vi tager Goldman Sachs på ordet, når de forventer at betale udbytteskat i Danmark.
Verdens største skattefidus
Barack Obama har udtalt, at bygningen på Cayman Island, hvor Dong-aktierne sælges fra, "er verdens største skattefidus". Der ligger 18.857 selskaber på samme adresse. Alligevel får det ikke forligskredsen omkring Dong til at agere?
- Vi kan ikke i Folketingets Finansudvalg lave om på reglerne på Cayman Island. I den konkrete situation skal vi handle med et selskab, som skal overholde alle regler. Og den besked vi har fået fra dem er, at der skal betales udbytteskat i Danmark.
Hvad siger det dig, at 18.857 selskaber har hjemme på samme adresse?
- Det siger noget om, at disse skattely tilbyder forhold for selskaber til både lovlige og ulovlige ting. Og ind til det viser sig, der er noget odiøst i sagen, må vi stole på, at Goldman Sachs holder hvad de lover.
Så du ser ikke noget odiøst i, at Staten sælger aktier i Dong til Goldman Sachs, der via et selskab i Luxembourg kanaliserer aktierne videre til Cayman Island - det finder du ikke odiøst?
- Hvis det ellers står til troende, hvad Finansministeriet har fået besked om, at udbytteskatten bliver betalt i Danmark og de bliver beskattet som alle andre investorer, så nej. Handelen er ikke engang gennemført endnu, jeg synes man skal trække vejret engang.
Regeringen tordnede mod skattely
Samme regering har i det sidste halve år tordnet mod banker, virksomheder og privatpersoners brug af skattely. Alligevel sælger I aktier for otte milliarder til en virksomhed, der har hjemme i et skattely?
- Vi laver en kapitaludvidelse i Dong, som har brug for midler for at kunne komme videre med sin forretning, og vi har valgt det tilbud, der er mest fordelagtigt for staten.
Skattely eller ej?
- Så må Goldman Sachs fortælle, hvorfor de vælger at lave deres konstruktion, som de gør.
Kunne I ikke gå forrest og sige, at I ikke vil sælge aktieposten til et skattely?
- Uanset hvem man handler med, kan man ikke kontrollere efterfølgende, hvordan de vil agere.
Men I har jo ikke solgt endnu?
- Vi vil have, at alle regler bliver overholdt, og det er Goldman Sachs klar over. Du ved jo heller ikke endnu, om Goldman Sachs vil betale udbytteskat i Danmark.
Man har hele efteråret udtalt sig kritisk fra regeringens side om skattely, nu får man så et tilbud fra et selskab, man ved ligger i skattely. Det tager man imod, fordi nu har man brug for pengene?
- Regeringen er imod en hver form for skattesvindel, og vi fortsætter arbejdet mod skattely. Goldman Sachs ved godt, at vi forventer, de overholder reglerne.
Har man i dag fra Regeringen, forligskredsen eller Finansministeriets side taget kontakt til Goldman Sachs efter disse oplysninger er kommet frem?
- Ikke mig bekendt. Men de er ikke i tvivl om, at vi forventer alle skatteregler overholdes.
Ingen i SF har overfor DR Nyheder haft lyst til at kommentere de nye oplysninger om aktiesalget i Dong.