En peberspray på natbordet er et helt rimeligt middel til selvforsvar, hvis kriminelle skulle trænge ind i boligen. Derfor bør det legaliseres.
Sådan lyder det ifølge Politiken torsdag fra Venstres integrationsordfører og medlem af retsudvalget, Inger Støjberg.
I dag er det tilladt at bruge eksempelvis et baseballbat i selvforsvar mod hjemmerøvere, mens brug af peberspray vil udløse en bøde for brud på våbenloven.
- Tiden er kommet til, at vi legaliserer peberspray som selvforsvar i eget hjem. Man skal ikke rende rundt med det på gaden, men jeg forstår godt de danskere, der er utrygge og har en peberspray stående på natbordet, siger Inger Støjberg.
Ok med nødværge i hjemmet
Med Venstres opbakning til peberspray i husstandene taler meget for, at forslaget kan blive til virkelighed efter et eventuelt regeringsskifte, da også DF er om bord.
De konservative erklærer sig også åbne over for ideen - så længe det kun gælder i hjemmene.
Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, advarer generelt mod at gøre peberspray lovligt i det offentlige rum, fordi det kan eskalere brugen af våben generelt. Men som nødværge hjemme kan det være en god ide, mener han.
- Det kunne godt være noget, man kunne overveje. I det øjeblik, nogen trænger ind i dit hjem, er det meget grænseoverskridende. Der kan peberspray være udmærket som nødværge. Man er jo hjælpeløs i sit eget hjem, siger Claus Oxfeldt.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) ønsker ikke at kommentere forslaget, men Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, advarer mod ideen.
- Lovliggør man peberspray i hjemmet, vil det friste mange til også at tage det med på gaden. Vi skal bruge den politiske energi på at nedbringe antallet af indbrud yderligere - ikke på at lovliggøre våben yderligere, siger Trine Bramsen til Politiken.
/ritzau/